
Altekz står i finalen
Så har vi fundet de to finalister i Parken Challenger Championship 2.
Polske Betclic spillede sig i finalen gennem upperbracket tidligere på dagen med en 2-1-sejr over Johnny Speeds, der dermed skulle ned og spille consolidation finale i lowerbracket mod AM Gaming med turneringens sidste dansker på holdet: Altekz.
Her lykkedes det begge mandskaber at vinde deres eget map pick. AM tog Dust2 13-9, mens Johnny Speeds var dominerende på Mirage, hvor de kun afgav to runder i alt.
Kampen skulle derfor afgøres på Nuke, og her blev det en tæt affære. Johnny Speeds gik til pause med en snæver føring på 7-5, men nu skulle de over på T-siden. I anden halvleg blev de hurtigt overhalet af AM, der vandt pistolen og strikkede en stribe af runder sammen.
Johnny Speeds slog igen men nåede aldrig at indhente AM, der til sidst kunne lukke kampen 13-9.
AM Gaming får ikke nogen lang pause, da finalen mod Betclic er sat til at gå i gang klokken 17:15.






























