Polske flayy er eftersigende på vej til 9INE.

Medie: Danskerhold får polsk kerne

Ifølge HLTV er danskerholdet 9INE tæt på at sikre sig en ny AWP'er, hvilket samtidig betyder, at holdets kerne fremover bliver polsk.

Det er ikke mere end en måned siden, at danskerholdet 9INE - med de to danskere raalz og kraghen på holdkortet - fik ny AWP'er.

I slutningen af januar præsenterede 9INE den lettiske AWP'er shield som afløser for svenske phzy, der i begyndelsen af året skiftede til Astralis. Før skiftet fungerede shield i forvejen som stand-in for danskerholdet.

Den 23-årige lette ser dog ikke ud til at få mere end en måneds tid i 9INE-trøjen. Mandag kunne HLTV nemlig rapportere, at de via deres kilder har fået nys om, at 9INE planlægger at erstatte shield med den 20-årige polak flayy.

På nuværende tidspunkt spiller flayy for KOLESIE i hjemlandet. Han har været en del af holdet i over et halvt år og fulgte med, da de i september blev en del af organisationen Venom - ligesom han også var med, da holdet ved årsskiftet forlod Venom og igen blev til KOLESIE.

Tidligere i karrieren har flayy blandt andet også spillet for Anonymo, PALOMA og Rebels. Og ifølge HLTV og deres kilder kan han altså meget snart også skrive 9INE-spiller på CV'et.

Med flayy på holdet vil 9INE, ud over de to danskere raalz og kraghen, bestå af tre polakkere. Udover flayy har de i forvejen hans to landsmænd, bnox og cej0t.

9INE kommer angiveligt til at bestå af:

  • Danmark raalz

  • Danmark kraghen

  • cej0t

  • bnox

  • flayy

  • Danmark BERRY (Coach)
    --

  • shield (Bænket)

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.