STYKO (tv.) har analyseret Vitality i finalen ved PGL Cluj-Napoca 2026. Foto: HLTV Awards 2025.

Video: STYKO analyserer "perfekte" Vitality

Eksperten STYKO dykker ned i syv runder i træk fra Overpass i finalen ved PGL Cluj-Napoca, og kalder niveauet for potentielt "ulovligt".

Den holdløse slovak STYKO, der for tiden primært gør sig som YouTuber og ekspert, har udgivet en ny analysevideo - denne gang fra finalen ved PGL Cluj-Napoca 2026.

I den otte minutter og 58 sekunder lange video, som bærer titlen "Denne form for CS bør være ulovlig", gennemgår den 30-årige slovakiske veteran syv runder i træk med, hvad han selv beskriver som "tilsyneladende perfekt CS" fra Vitality.

Videoen blev lagt op den 25. februar. I beskrivelsen skriver STYKO kort og kontant: "Vitality er måske bare for gode til Counter-Strike". Allerede her lægger han tonen for en analyse, der i høj grad er en hyldest til det franske storholds præstation.

Efter en kort intro kaster STYKO sig over de første syv runder på Overpass, som var åbningsmappet i finalen mod PARIVISION. Her piller han Vitalitys beslutninger og positionering fra hinanden og fremhæver især deres evne til konstant at være et skridt foran modstanderen - både taktisk og individuelt.

Overpass endte 13-10 i Vitalitys favør, og det blev startskuddet på en overbevisende finalesejr. Vitality lukkede nemlig kampen med en samlet 3-0-triumf i maps og satte dermed en tyk streg under deres dominans ved turneringen i Cluj-Napoca.

Se hele videoen her:

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.