
device, gla1ve og sirah fortsætter LAN-rejsen
Fra Portugal til Rumænien.
100 Thieves er på tur for at få HLTV-kampe og forhåbentligt et par sejre på LAN, så de kan komme på banen på Valves verdensrangliste.
Først var det fire kampe med to sejre og to nederlag i Roman Imperium Cup V, og nu står den på Digital Crusade DraculaN Season 5, hvor de er sikret mindst to kampe.
Holdet med de tre danskere sirah, device og gla1ve starter i gruppespillet, hvor de møder MANA fra Kosovo i deres åbningskamp i gruppe B. To ud af fire hold fra hver gruppe går videre til slutspillet, og den nemmeste vej er to Bo1-sejre. De to andre hold i gruppe B er LAGUNA og BRUTE.
I slutspillet venter de otte højest seedede hold, heriblandt HEROIC med danske Chr1zN som topseed.
100 Thieves sluttede lige akkurat uden for præmierækkerne i Roman Imperium Cup V. Ligesom i Portugal så kræver det en top 4 placering i DraculaN at tage penge med hjem. Det vil være en stor gevinst for 100 Thieves, da den første vundne krone giver et kæmpe boost af VRS-point.






























