
Sådan endte den anden gruppe i Portugal
Halvdelen af holdene i slutspillet er på plads ved Roman Imperium Cup V, da Passion UA og HOTU torsdag aften sluttede sig til Gentle Mates og Betclic.
HOTU spillede sig i slutspillet med en enkelt sejr, da holdet fik en walkover i åbningskampen, efter at danskerholdet ALGO valgte at udeblive fra turneringen.
Russerne var derfor direkte videre til gruppefinalen, hvor Rebels, som til stor overraskelse besejrede Passion UA i deres åbningskamp, ventede.
Her gjorde HOTU kort proces med portugiserne og vandt med 2-0 uden problemer.
Rebels-mandskabet havde dog endnu en chance for at spille sig i slutspillet, såfremt de kunne besejre Passion UA igen, denne gang i et Bo3-opgør.
Det portugisiske hold gav try og kompagni kamp til stregen, men over to maps måtte Rebels se sig slået med 11-13 af to omgange og dermed ude af turneringen.
Fredag bliver de to sidste grupper ved Roman Imperium Cup V afviklet, hvor blandt andre NIP og 100 Thieves skal i aktion.






























