
Eternal Fire tager svær beslutning - giver plads til lejesvend
I begyndelsen af ugen annoncerede Eternal Fire, at de havde hentet jottAAA tilbage. Den 23-årige tyrker vender retur til Eternal Fire på en lejeaftale fra Aurora.
I første omgang meldte Eternal Fire dog ikke ud, hvem jottAAA skulle afløse i startfemmeren. Over for HLTV.org gjorde de det blot klart, at han ville blive testet i stedet for enten Calyx eller EMSTAR.
Nu har organisationen dog truffet det svære valg mellem jottAAAs to landsmænd. Det bekræftede Eternal Fire torsdag over for HLTV.
Det bliver den mangeårige Eternal Fire-spiller Calyx, som må vige pladsen for jottAAA. Calyx er blevet bænket efter at have været en del af Eternal Fires nuværende holdkort i ni måneder.
Før den 27-årige tyrker vendte tilbage til Eternal Fire, tørnede han ud for Sangal i fire måneder fra januar til april sidste år. Inden da havde han sit andet ophold hos Eternal Fire, som varede i lidt over to år - fra november 2022 til januar sidste år. Hans første periode i Eternal Fire strakte sig fra august 2021 til juli 2022.
Eternal Fire består nu af:
-
rigoN -
Woro2k -
DemQQ -
EMSTAR -
jottAAA (På leje fra Aurora) -
ElPrincipe (Coach)
-- -
imoRR (Bænket) -
Calyx (Bænket) -
jresy (Bænket) -
lugseN (Bænket)
Dermed får den 27-årige EMSTAR lov til at blive på holdet - i hvert fald i denne omgang. EMSTAR er nu det eneste tilbageværende medlem af det hold, Eternal Fire hentede ind, efter de solgte deres tidligere mandskab til Aurora i april sidste år. De fire øvrige spillere er alle blevet bænket.
Sidste sommer forsøgte Eternal Fire sig også med et internationalt hold bestående af tre polske spillere i stedet for EMSTAR, jresy og lugseN, men det projekt fungerede ikke. Alle tre vendte senere tilbage til holdet, om end EMSTAR i mellemtiden nåede helt at forlade Eternal Fire, inden han kort efter vendte retur igen.






















