
ECSTATIC tæt på turneringssejr
Danskerne er i semifinalen, hvor de møder GenOne, og finalen spilles senere på dagen.
Med to 2-0-sejre i streg er de nu klar til semifinalen. Først vandt de over Fingers Crossed på to maps, der begge gik i overtiden, og senere slog de Sangal i sikker stil.
Aktuelt ligger ECSTATIC på en 41. plads på VRS-ranglisten. Med to sejre i onlineturneringen kan de kravle længere op i tabellen samt vinde en præmie på knap 140.000 kroner.
Senere på aftenen spiller de i kvartfinalen i CCT Season 3 Europe Series 14, som er magen til NODWIN-turneringen i format og præmiefordeling.
Dermed har de chancen for at vinde tæt på 300.000 kroner inden fredag er ovre i to forskellige onlineturneringer. Derudover er de blot en sejr i POWER Ligaen fra at ramme slutspillet, som spilles på LAN.






























