
koei er spændt på at spille mod de "store drenge" i dansk CS
WAZABI skal op imod ECSTATIC i aften i POWER Ligaen.
Det bliver noget af en udfordring for det tidligere akademihold, men med en sejr i ryggen over Vendetta er der noget at bygge håbet på.
Vi tog en snak med koei fra WAZABI forud for aftenens kamp.
I kom rigtig godt fra start med en sejr over Vendetta Gaming i jeres første kamp for to uger siden. Det var en tæt kamp. Hvad gjorde, at det endte med at falde ud til jeres fordel?
På tredje map kom vi sløjt fra start på vores CT-side og endte med at komme bagud 2-9. Det var her, vi vendte kampen til vores fordel, da vi udviste udholdenhed og kampgejst for at lave det vilde comeback til 13-11. Vi var rigtig gode til at hjælpe hinanden, komme med nye idéer og hele tiden være aktive i runderne, som gjorde at kampresultatet endte i vores favør
Bare fordi modstanderen nu hedder ECSTATIC, som nok er forhåndsfavoritterne til at vinde hele ligaen, så betyder det ikke, at WAZABI går anderledes til værks.
Vi griber kampen an som en hvilken som helst anden med forberedelse, træning og komme ind i zonen inden kamp. Der er selvfølgelig en mere spændt stemning, når man skal mod en af de "store drenge" i dansk CS, men det gør bare, at jeg glæder mig endnu mere til at spille.
I spillede jer videre til POWER Ligaen i den fjerde og sidste kvalifikation. Det var altså på et hængende hår, at I kom med. Nu står I her så, endda allerede i en 1-0-kamp - men hvad er jeres forventninger og ambitioner til sæsonen?
Vi forventer at vise os fra vores bedste side og gøre vores bedste. Jeg mener ikke, vi kan gøre meget mere end det. Så er det ligemeget, hvad resultatet viser, så længe vi gjorde, hvad vi kunne. Men jo flere kampe i ligaen desto bedre.
WAZABI spiller også med i CEPTER 2. Division, og med deltagelsen i POWER Ligaen er det kun naturligt, at ambitionen er at rykke op i 1. divisionen
Vi har ambitioner om at rykke op i 1. division, fordi det er der, jeg føler, at vi hører til - det tør jeg godt at sige. Men alt kan ske, som vi allerede har oplevet, så intet er afgjort endnu.
Og hvordan omstiller I jer fra at spille CEPTER Divisionskampe til at spille POWER Ligaen - og omvendt? Det virker ikke til, at det kniber med motivationen i CEPTER divisionen. Har I fundet den rette balance mellem de to turneringer?
Jeg føler vi omstiller os ret godt og spiller vores eget spil i hhv. POWER Ligaen og CEPTER 2. Division. Det eneste, der kan være lidt svært, er at læse modstanderne i CEPTER-divisionen, da der sker mange tilfældige plays, som måske har lidt mindre tanke bag, end dem vi møder i ligaen.
WAZABI møder ECSTATIC klokken 17:00. Du kan se kampen her.




















