Brollan om 6 vundne pistoler mod Falcons: Det er en danskerkamp mellem sycrone og zonic

Brollan fortæller om sejren over Falcons, der sendte MOUZ i majorens slutspil.

Dust2.dk i StarLadder Budapest Major 2025.

Til sidst kunne MTK Sportpark bryde ud i jubel, da torzsi og MOUZ fik sat den sidste runde ind på tavlen.

Slutspillet blev sikret, og de ungarske fans med billetter til den store arena kan se frem til deres hjemmebanehelt på scenen.

For at ramme slutspillet skulle MOUZ nedlægge Falcons, som de har haft det svært mod i denne sæson. Derfor var Brollan også lettet, da vi snakkede med ham i mixed zone efter kampen.

Lettet. Det var en utrolig tæt kamp, og jeg er glad for at vi endelig slog dem. Det har været for mange gange, at vi ikke har slået dem denne sæson.

Det ungarske publikum holder sig ikke tilbage, når torzsi laver et multi-kill eller vigtigt clutch, og fordi vi ikke er flyttet over i den store arena endnu, så kan tilskuerne godt komme tæt på holdene. Derfor kan spillerne også godt høre publikum undervejs i runderne, selv med "in-ears" og lydisolerende "over-ears" på.

De er virkelig tæt på, så selvfølgelig kan vi høre dem. Det er altid nice at høre, også selvom det er lidt forstyrrende nogle gange. Det vil jeg til enhver en tid hellere.

Udover her og Cologne, så er der ikke mange, der hepper på os blandt publikum, så vi er virkelig taknemmelige for at de hepper på os. Det er selvfølgelig for torzsi, men det er jeg bare virkelig glad for.

MOUZ vandt seks ud af seks pistolrunder mod Falcons, og her vil Brollan ikke tage æren for noget. Det er holdets coach, sycrone, der vinder "danskerkampen" over zonic der.

I forhold til forberedelse bliver du nødt til at spørge Dennis (sycrone, red.), han forbereder altid pistolrunderne for os. Det er ret sjovt mod Falcons, for det er en danskerkamp mellem zonic og sycrone, og vi vinder altid mange pistoler mod dem.

Han laver bare mange gode pistoler og har de rigtige 'reads', så vi stoler fuldstændig på ham. Vi har vundet mange pistoler på det seneste og i den her sæson, særligt.

Så sycrone vinder den kamp?

Generelt vinder vi mange pistoler, men særligt mod Falcons vinder vi måske for mange, efter min mening, så det er nice.

Kampen startede på Falcons mapvalg, Mirage, og her havde MOUZ godt fat i CT-siden, men så kom problemerne, da de selv skulle i offensiven.

Nederlaget på mappet blev det fjerde ud af de fem gange, MOUZ har bevæget sig ud på Mirage i løbet af de sidste tre måneder. Den ene sejr kom mod Gentle Mates, mens nederlagene er til Falcons, Spirit og Vitality.

Jeg føler vi stadig er virkelig gode på mappet, men når der bliver lukket for os, så bliver vi lukket fuldstændig ned for. Mod Falcons har vi altid problemer, når de spiller CT, særligt på Mirage. Men jeg tror, det var godt, at vi fik et wake-up call på Mirage, og nu har vi et par dage til virkelig at finde ud af, hvordan vi skal spille det og måske få noget træning på det også.

Hvis vi ser på det positive, så kan det godt være, at vi har det lidt svært på Mirage, men nu kan vi forbedre det. Hvis vi bare var gået 3-0 og ikke havde spillet Mirage, så ville vi måske ikke være klar på det i slutspillet.

Falcons bliver betegnet som et stjernehold, fordi de har de tre store profiler: NiKo, m0NESY og kyousuke, og Brollan vil også betegne dem som et individuelt hold i forhold til nogle andre tophold, men det betyder ikke, at holdet ikke er godt, eller at Brollan vil sige, at MOUZ er bedre, da vi bad ham beskrive holdet.

Det er første gang, vi vinder over dem i den her sæson, så jeg kan ikke sige, at vi er bedre end dem, men jeg synes de er et meget individuelt hold i forhold til Vitality. Vitality er virkelig stærke på teamplay. Hvis individerne ikke dukker op, så har de det måske lidt svært.

Men jeg synes, de er virkelig gode. Vi er kommet top 4 hver eneste gang i år, og det er næsten det samme for dem, tror jeg, så det er bare de små ting, de skal fikse, og det samme gælder for os, så det er svært at kommentere på.

MOUZ har nu fire, potentielt fem dage, før de skal på serveren igen.

Næste gang de træder ind på en scene, så bliver det i Europas største håndboldarena, MVM Dome, med plads til op til 20.000 tilskuere.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.