
BIGs kvinder overrumpler dansk-trænet modstanderhold
Finalisterne ved de sidste LAN-finaler nogensinde - i den ottende og sidste udgave af ESL Impact League - er nu fundet. Det bliver MIBR og BIGs kvindehold, der brager sammen i finalen.
MIBR fe spillede sig tidligere på dagen videre som første finalist, da de besejrede amerikanske Sakura i den første semifinale ved ESL Impact League Season 8 Finals.
I finalen får MIBR æren af at møde BIGs kvindehold, BIG EQUIPA, som sikrede sig den anden finaleplads med en sejr over NIPs kvinder i den anden og sidste semifinale.
NIPs kvindehold, NIP Impact, der trænes af den 31-årige dansker TENZKI, fik aldrig for alvor et ben til jorden mod BIGs kvinder. BIG EQUIPA kontrollerede langt størstedelen af opgøret, hvilket resulterede i en samlet 2-0-sejr.
BIG EQUIPA lagde fundamentet for sejren med en indledende 13-9-triumf på deres eget map, Mirage. Derefter cementerede de finalepladsen med en 13-8-sejr på Inferno.
Franske ASTRA og polske vicu førte an for BIG EQUIPA med henholdsvis 39 og 35 kills. Den 25-årige ASTRA sluttede semifinalen med en rating på 1,52, mens den to år yngre vicu ramte en rating på 1,26.
Finalen mellem MIBR fe og BIG EQUIPA sættes efter planen i gang klokken 15:15. Finalen spilles bedst-af-tre (BO3, red.).
Vinderen af ESL Impact League Season 8 Finals tager hjem fra Sverige med en check på hele 322.000 kroner, mens andenpladsen må nøjes med det halve.
Følg med her:
Finalen ved ESL Impact League Season 8 Finals kan følges direkte på streamen herunder.




































