
Danskere dobbelt så gamle som majorens yngste spiller
Der er næsten 18 års forskel på karrigan og den yngste spiller, kyousuke fra Falcons, der først efter nytår fylder 18 år.
I Budapest skydes majoren i gang om fem dage, og på Dust2.dk begynder dækningen af den prestigefyldte turnering at fylde mere.
Vi dykker i denne artikel ned i spillernes alder, hvor vi kigger på de ældste og yngste spillere samt hold.
Her huserer danskerne i toppen af alderslisten, hvor karrigan og Snappi er de to ældste spillere af alle 175 deltagende spillere. MAJ3R og FalleN er de næste på listen, hvor begge har rundet 34 år. I øvrigt er de fem ældste IGLs hver især ledere for deres hold.
I den anden ende af skalaen finder vi Falcons-spilleren kyousuke. Ved årsskiftet havde Falcons sikret sig NiKo, kyxsan og TeSeS som nye satsninger på holdkortet, og senere sluttede m0NESY sig til truppen. I juni kunne den 17-årige rifler så trække Falcons-trøjen over hovedet. Nu spiller han sin første major, hvor han sammen med Falcons er blandt favoritterne til at vinde. karrigan har rundet 20 majorturneringer, og skal spille sin 21. major.
En spiller, der allerede har prøvet at stå i en majorfinale, er mzinho, som er den fjerdeyngste på The MongolZ. Zweih fra Spirit er den næstyngste efter kyousuke.
Ældste spiller:
-
karrigan - 35 år -
Snappi - 35 år -
MAJ3R - 34 år -
FalleN - 34 år -
apEX- - 32 år
Yngste spillere:
-
kyousuke - 17 år -
Zweih - 18 år -
PR - 18 år -
mzinho - 18 år -
jackasmo - 18 år
Tyrkerne er de ældste
I Aurora tager de titlen som det hold med det højeste aldersgennemsnit med et større spring ned til FURIA og Vitality på anden- og tredjepladsen.
B8 er for anden major i streg det yngste mandskab. De er dog blevet lidt ældre siden majoren i USA, men har stadig et gennemsnit på 21,2 år på de fem spillere.
PARIVISION er også pureungt. Dog trækker den erfarne leder, Jame, alderen op på holdet med sine 27 år. Herefter kommer Tausons GamerLegion som det tredjeyngste mandskab.
Majoren starter den 24. november, hvor både karrigan og Snappi skal i aktion.
Ældste hold:
-
Aurora - 27,3 år i gennemsnit -
FURIA - 26,8 år i gennemsnit -
Vitality - 26,7 år i gennemsnit
Yngste hold:
-
B8 - 21,2 år i gennemsnit -
PARIVISION - 21,5 år i gennemsnit -
GamerLegion - 22,2 år i gennemsnit
Data er fra Esports Charts.






















