
Sashi misser vigtig finale i Sverige
Efter et 0-2-nederlag til BetBoom endte den danske rejse ved LAN-turneringen.
Sashi var lørdag for anden gang i aktion, hvor de spillede semifinalen mod BetBoom. Samtidig stod den tidligere Sashi-spiller, Altekz, og AM Gaming over for EYEBALLERS i den anden semifinale.
Danskerne, der næsten havde haft en fejlfri turnering, skulle nu møde det eneste hold, der tidligere havde taget et map fra dem. De to hold mødtes allerede i gruppespillet, hvor BetBoom vandt 13-9 på Nuke.
Denne gang startede kampen på Overpass. Her begyndte Sashi på T-siden og hev fem runder til sig. På CT-siden kom de skidt fra start og kom bagud 6-12, men de kæmpede sig tilbage og fik kampen ud i overtid. De vandt også de første to runder i overtid, men russerne gav ikke op. BetBoom tog de resterende runder og sikrede sejren på Overpass.
Næste map bød på Train, hvor BetBoom tog seks runder på T-siden. På CT-siden lukkede Boombl4s tropper kampen på sikker vis og sikrede dermed en 2-0-sejr.
I den anden kamp blev det også til en dansk skuffelse, da AM Gaming med Altekz tabte deres semifinale til EYEBALLERS.
Dermed er Sashi ude af turneringen, mens BetBoom ryger videre til finalen, hvor EYEBALLERS venter.
Finalen spilles lørdag aften kl. 20:00.



























