
Aurora tæver GamerLegion 13-1, 13-1
Den første semifinale i Bukarest er overstået, og det var som om, at der kun var ét hold på serveren.
Aurora var mødt flot op og sad klar ved deres computere, men hvor blev GamerLegion af?
Holdet, der slog HEROIC 2-1 tidligere i dag i kvartfinalen, var pist væk.
Det skal Aurora have cadeau for at udnytte på den allermest kyniske måde ved at smadre GamerLegion over to maps 13-1, 13-1.
Det startede med en opvisning fra MAJ3R, der normalt ikke er den, der skyder fra sig, på Overpass. +18% i swing-statistikken og 133 ADR gav den tyrkiske IGL en maprating på vanvittige 2,68.
XANTARES gjorde ham nærmest kunsten efter på Dust2 med 126 ADR og en rating på 2,26.
Og for at holde den gode stemning er det nok ikke nødvendigt at fremhæve nogen fra GamerLegion.
Det startede ellers med en vunden pistolrunde for GamerLegion på Dust2, men så tog Aurora de næste 13 i træk.
MAJ3Rs hold er dermed de første finalister i PGL Masters Bucharest 2025, selvom han har været åben omkring holdets problemer i øjeblikket.































