
Griller er bange for at blive smidt i samme bås som matchfixer
Den ukrainske organisation ALGO har revet deres kontrakt med tre ukrainske spillere itu, da de enten har indrømmet matchfixing og snyd eller blevet fundet skyldige i samme under løgndetektortest udført af organisationen.
Det er rigtig ærgerligt for danske Griller, der nåede at være holdkammerat med den ukrainske trio i en måned, og som nu er bange for at blive smidt i samme bås som sine tidligere holdkammerater.
Da vi læste ALGOs udmelding på X, tog vi kontakt til Griller for at høre, hvordan han oplevede skandalen udfolde sig indefra.
Jeg var selvfølgelig i chok. Trænerne og staff fortalte mig, at de havde en mistanke af trioen for en uge siden. Så begyndte jeg at tænke, at der nok var noget om sagen! Det er selvfølgelig pisse ærgerligt!
Og jeg er så træt af at have spildt tid på dem, men også selv bange for at blive smidt i samme bås som dem nu.
Det var organisationens coaching staff, der fattede mistanke til spillerne, og det fik organisationen til at igangsætte en intern undersøgelse. Selv havde Griller ikke fattet mistanke, før organisationen kom til ham med deres bekymringer.
Jeg havde ingen mistanke i starten, synes dog de var ret godt inde i noget af metaen, men da jeg fik det at vide af staff, kunne jeg godt se, at noget måske var lidt off!
Jeg blev pisse sur og var faktisk bange for hvad det kunne betyde for mig og min karriere!
Har orgen også følt sig nødsaget til at undersøge dig og nukkye?
Nukkye har været undersøgt, er jeg ret overbevist om, kan ikke helt huske, men nej jeg er ikke blevet undersøgt eller blevet sat til at skulle gøre noget.
De tre ukrainske spillere blev bedt om at tage en løgndetektortest med en polygraf, hvilket spillerne frivilligt gik med til. Her indrømmede hodix matchfixing, mens resultaterne af testen viste, at de to andre spillere havde været involveret i matchfixing og snyd.
Det er kun en måned siden, at trioen kom til ALGO, men selvom det kan efterlade en bitter smag i munden hos organisationen og Griller, så betyder det ikke, at projektet bliver indstillet, ifølge Griller.
Planen er ganske rigtigt, at der skal findes en ny trio nu! Vi skal have rystet det her rod af os og forhåbentlig komme videre med en ny god trio! Jeg er positiv overrasket over nukkyes niveau, og vores træner Shara er også virkelig dygtig! Er bestemt ikke i tvivl om, at den rette trio ville kunne sætte os langt!
ALGO var sat til at deltage i den lukkede kvalifikation til CCT Season 3 Europe Series 7 med en åbningskamp mod modeame i morgen, lørdag, klokken 19:30.
Pladsen var tildelt de tre ukrainere, så Griller og ALGO kommer ikke til at spille med i den lukkede kvalifikation.