
To danske hold klar til sæson 2 af DraculaN
Mandag annoncerede den rumænske turneringsarrangør, Digital Crusade, at de afholder en sæson 2 af LAN-turneringen DraculaN.
Udmeldingen kom allerede, inden de har afholdt den første udgave af turneringen, DraculaN Season 1, som løber af stablen i Rumæniens hovedstad, Bukarest, fra den 29. til den 31. august.
Allerede dagen efter, at Digital Crusade havde annonceret DraculaN Season 2, kunne de offentliggøre navnene på de tre første tilmeldte hold: NIP, ENCE og BESTIA. Sidstnævnte er dog senere blevet fjernet fra deltagerlisten på turneringens hjemmeside.
Nu har flere hold, heriblandt to danske mandskaber, sluttet sig til deltagerfeltet. Onsdag kunne arrangørerne nemlig offentliggøre på X, at yderligere 14 hold er tilmeldt, blandt dem de to danske hold ECSTATIC og WOPA.
Deltagerfeltet er dermed oppe på 16 hold - 17 hvis man regner BESTIA med - og der er stadig 15 pladser tilbage. 16, hvis BESTIA ikke deltager.
Følgende hold er indtil videre tilmeldt DraculaN Season 2:
• ECSTATIC
• WOPA
• NIP
• AM
• ENCE
• Zero Tenacity
• Passion UA
• Metizport
• BIG
• Betclic
• Nexus
• aimclub
• HyperSpirit
• INFINITE
• RO Legends
• MANA
Argentinske BESTIA er, som nævnt, også opført på deltagerlisten på X, men ikke på turneringens officielle hjemmeside. Det er derfor uvist, om de reelt er blandt de deltagende hold.
Rumænien eller Polen?
Det er dog ikke kun BESTIAs deltagelse i turneringen i den rumænske hovedstad, der kan sættes spørgsmålstegn ved.
Der kan ligeledes stilles spørgsmål ved, om NIP, ENCE, Betclic og BIG overhovedet kommer til at deltage. De er nemlig alle fire tilmeldt en anden turnering på de samme datoer.
Den anden udgave af DraculaN afvikles enten fra den 24. eller den 26. til den 28. september, alt efter om 32 eller 16 hold deltager. I samme periode afvikles også LAN-turneringen Birch Cup 2025 i den polske by Gdansk, hvor NIP, ENCE, Betclic og BIG også står på deltagerlisten.
De fire hold må dermed vælge, om de vil tage til Rumænien eller Polen.
Birch Cup 2025 afvikles fra den 26. til den 28. september i Kinguin Esports Lounge.
Ligesom den første udgave af DraculaN afvikles sæson 2 også på Nexus Gamers Pub i hjertet af Rumæniens hovedstad, Bukarest.
