
MOUZ vinder igen foran eget publikum
Søndag bød MOUZ igen deres fans velkommen i hovedkvarteret i Hamburg, hvor de kunne overvære BLAST Bounty-opgøret mellem MOUZ og B8 samt møde spillerne.
Ligesom i deres tidligere kamp i turneringen, torsdag mod OG, var fremmødet igen flot denne søndag med omkring 150 MOUZ-fans, der heppede på deres hold.
MOUZ kvitterede for støtten ved at besejre ukrainske B8 og sikre sig en plads ved LAN-finalerne på Malta. Kampen endte med en samlet 2-0-sejr til sycrones tropper.
På det første map, Ancient, som B8 havde valgt, kontrollerede MOUZ fra start til slut og vandt fortjent med cifrene 13-5.
På MOUZ' eget map, Train, var det knap så overbevisende, da de var bagud 3-9 ved pausen. Men efter sidebyttet satte de turbo på og lukkede kampen med en 13-11-sejr.
MOUZ’ næste kamp i BLAST Bounty 2025 Season 2 spilles på LAN i Malta, så de må undvære fansene hjemme i Hamburg til de resterende kampe.
Flere billeder og videoer fra dagen i MOUZ’ hovedkvarter kan findes her.
