
Astralis smadrer Rare Atom
Danskerne er sikkert videre i BLAST-turneringen, efter de overbevisende slog Rare Atom ud.
Onsdag aften var Astralis tilbage på serveren, efter de blev banket ud IEM Cologne 2025 til FURIA. Her skulle de møde Rare Atom.
På Rare Atoms map pick, Ancient, viste Astralis deres styrke på mappet, hvor både jabbi og Staehr gav kineserne store problemer.
Allerede på CT-siden var danskerne foran 11-1, hvor Rare Atom slet ikke kunne følge med. Her skilte Staehr sig ud på scoreboardet med hele 20 kills.
På T-siden lukkede Astralis kampen med det samme, og her fik Staehr også to kills i pistolrunden. Selvom Staehr var den højest ratede spiller på Ancient, var det jabbi, som havde den højeste ADR i kampen med svimlende 121.9 over de 14 runder.
Herefter gik turen til Astralis’ map pick. Det blev ikke Nuke, som Rare Atom havde bannet i vetoen, men derimod Overpass. Sidst Astralis spillede Overpass, tabte de til Vitality. Dengang havde Astralis kun haft kort tid til at forberede sig, da de spillede FISSURE Playground 1, mens Overpass blev reintroduceret til map poolen.
Nu har Astralis haft bedre tid til at træne mappet, og det kunne ses mod Rare Atom. Først kom de foran 8-4 på T-siden. På CT-siden tabte Astralis deres første pistolrunde i kampen. Det var dog ikke nok til et comeback for Rare Atom, da danskerne sikrede sig sejren med 13-6.
Dermed er Astralis klar til anden runde af BLAST Bounty, mens Rare Atom er ude af turneringen. Indtil videre er otte ud af 16 hold videre til anden runde. De næste otte hold findes i løbet af torsdag og fredag.