
Brasiliansk trio er fri på markedet
Bænken hos de to brasilianske mandskaber, Legacy og Fluxo, er blevet en del lettere. Legacy har sagt endegyldigt farvel til to bænkede spillere, mens Fluxo har vinket farvel til den ene af to bænkevarmere.
Dermed er bænken hos Legacy nu helt ryddet. Frem til i onsdags sad både b4rtiN og NEKIZ på bænken hos Legacy, men onsdag kunne de begge annoncere, at de ikke længere er bundet til det brasilianske hold. I stedet er de nu begge ledige på markedet.
Fælles for både b4rtiN og NEKIZ er, at de begge blev sat på Legacys bænk i slutningen af 2024. b4rtiN blev først bænket i slutningen af november måned, inden NEKIZ kort før årsskiftet røg samme vej.
Det endegyldige farvel til de to bænkevarmere kommer ikke til at påvirke startfemmeren hos en af de helt store overraskelser ved majoren i Austin.
De bibeholder således den akkurat samme startfemmer, som de har haft, siden n1ssim og lux kom ind og erstattede b4rtiN og NEKIZ i begyndelsen af året.
Legacy består af:
-
dumau
-
latto
-
saadzin
-
n1ssim
-
lux
-
chucky (Coach)
Fortid hos Fluxo
Hos Legacys brasilianske rivaler, Fluxo, er bænken ikke blevet helt ryddet, men blot halveret, efter at history er blevet fritstillet.
Den 21-årige history er nu fri på markedet, efter hans kontrakt med Fluxo er udløbet. Det offentliggjorde han selv allerede tirsdag - på månedens første dag.
history blev bænket af Fluxo tilbage i slutningen af marts. I stedet blev zevy hentet ind fra bænken som hans erstatning.
Godt 20 dage før history røg på bænken, blev den 19-årige nicks ligeledes sat af hos Fluxo - denne gang til fordel for mhlzin, som blev hentet ind fra MIBR Academy.
Fluxo består nu af:
-
zevy
-
arT
-
kye
-
piriajr
-
mlhzin
-
tacitus (Coach)
-- -
nicks (Bænket)
Skal man tro det seneste rygte, får nicks heller ikke lov at sidde meget længere på bænken hos Fluxo.
Ifølge Dust2.com.br er nicks nemlig på vej til MIBR som afløser for Lucaozy, der efter sigende er på vej til at blive bænket. I så fald vil Fluxos bænk være fuldstændig ryddet - præcis som hos Legacy.