
ESEA laver ændringer til ESL Pro League-kvalifikation
Indtil nu kunne holdene fra ESEA Advanced klatre sig hele vejen til ESL Pro League ved at at kvalificere sig til Challenger League og herfra Pro League.
Det er ikke længere muligt, da ESEA har justeret på kvalifikationssystemet, så turneringerne fremadrettet stemmer overens med Valves regler og kan være ranked.
Vejen fra ESEA Advanced til Challenger League bliver nemlig erstattet med to såkaldte "Elite"-turneringer, som vil fungere som kvalifikationer til Challenger League.
Elite-turneringerne bliver afholdt to gange hver sæson i Nordamerika og Europa. De bliver spillet som åbne kvalifikationer, hvor holdenes tidligere placeringer i ESEA-regi kommer til at afgøre deres seeding.
I alt kommer 16 hold til at spille med i turneringen, som er ranked, hvor de to bedste mandskaber sikrer sig en plads i Challenger League.
Fra LAN til Pro League
En anden bemærkelsesværdig ændring er, at ESEA Advanced og ligaerne under fortsat kommer til at være unranked, men kommer til at have en vigtig funktion.
Vinderne af hver ESEA Advanced-sæson vil nemlig modtage en invitation til et DreamHack-event, hvor en BYOC-turnering som kvalifikation har et Pro League-spot på højkant.
Derudover har ESEA sørget for, at coaches igen kan sidde på serveren, imens deres hold er i aktion.