
cadiaN roser TeSeS på kinesisk stream
Den bænkede Astralis-spiller, cadiaN, var i maj måned på tur i Kina. Den 29-årige dansker var blevet inviteret til Kina af kennyS, for at tage del i en showmatch-tour.
Under sit visit i Kina stak cadiaN ligeledes hovedet forbi kennyS' livestream. Hele seancen blev streamet på den kinesiske videoplatform, Bilibili, der er Kinas svar på YouTube.'
Platformen minder i hvert fald en del om YouTube, og den er særligt populær blandt unge i Kina. På Bilibili kan man normalt finde alt fra både brugergenereret indhold, livestreams, serier og professionelle produktioner.
cadiaNs livestream er blevet klippet, og det er der blandt andet kommet to videoklip ud af, som Dust2.dk har fundet frem til. I det første klip, som er en anelse rodet og specielt klippet sammen, udtalte cadiaN sig blandt andet om sin tidligere holdkammerat fra HEROIC, TeSeS.
Her har cadiaN kun rosende ord til overs for sin tidligere medspiller:
Meget disciplineret fyr. Han møder altid op til tiden. Han bruger altid de ekstra timer på at forbedre holdet og sit eget spil. Han var en undervurderet brik i min tid i HEROIC, udtalte cadiaN kort og godt om Falcons-spilleren.
Det første klip er næsten tre minutter langt, og kan ses her. Klippet er som sagt lidt rodet i måden det er klippet sammen sammen på.
Udover TeSeS, så vender cadiaN også s1mple og w0nderful i klippet. Derudover giver han sit bud på, hvem der vinder majoren i Austin.
Planer om comeback
I det andet klip, som er seks minutter langt, og væsentligt bedre klippet sammen, gentages nogle af de samme ting, men cadiaN kommer også med nogle tilføjelser og ekstra ting.
De rosende ord til TeSeS går igen i dette klip, dog med en enkelt tilføjelse:
I CS2 er der kun én dansk spiller, der har fundet storformen, og det er TeSeS. Danmark var meget stærke i CS:GO, men knap så stærke i CS2. I hvert fald ikke endnu.
TeSeS er ikke den eneste af cadiaNs tidligere holdkammerater, som han vender på streamen. Således udtalte cadiaN sig ligeledes om stavn og jabbi, som han spillede sammen med i både HEROIC og Astralis.
Om Astralis-duoen sagde cadiaN følgende:
Jeg spillede sammen med dem (i HEROIC, red.), og vi var virkelig gode. Måske det bedste hold i verden på det tidspunkt. Så forrådte de mig, men efter det - for nylig - spillede jeg med dem igen (i Astralis, red.), dog uden den samme succes.
Jeg synes ikke, at nogen fra det gamle HEROIC-hold er et bedre sted nu, end vi var dengang.
Netop stavn udtalte sig for øvrigt i varme og positive vendinger om cadiaN tilbage i april, da Dust2.dk snakkede med ham ved PGL Bukarest. Turneringen i Bukarest blev cadiaNs sidste LAN-turnering i Astralis-trøjen.
På streamen blev cadiaN også spurgt, om han stadig har planer om at fortsætte med at spille professionel CS. Til det svarede han prompte:
Ja! Det har været et hårdt år, halvandet år, men jeg kommer tilbage.
Til sidst blev den danske in-game leader spurgt ind til sit helbred, eftersom flere kinesere har kommenteret på og været bekymret for danskerens helbred.
cadiaN forsikrede, at han gør sit for at holde sig så sund som muligt, også selvom livet som professionel CS-spiller kan være en stressende tilværelse:
Når man er professionel spiller, er det selvfølgelig meget stressende med alle rejserne, at man ikke sover i sin egen seng det meste af tiden, og at man ikke altid kan bestemme præcis, hvad man vil spise. Jeg bestræber mig altid på, og gør mit bedste for, at holde mig så sund som muligt.
Det andet klip, som udtalelserne er taget fra, kan ses her.
Har man lyst til, at se mere til cadiaN, så lagde kennyS i øvrigt en video op sin YouTube-kanal torsdag, som netop omhandler cadiaNs besøg hos kennyS i Kina.
Hele videoen med cadiaN, der besøger kennyS i Kina, kan findes i artiklen herunder.