
Preasy drager til England i juli måned
Preasy har i denne weekend været en tur i Sverige, for at deltage ved Glitched Masters i Jönköping. Her endte danskerne på en delt 9. til 12. plads.
Undervejs i det svenske slog Preasy blandt andet landsmændene Tricked. De to ukrainske hold, TNL og Passion UA, blev dog for stor en mundfuld for danskerne. De tabte til TNL i hovedturneringens indledende runde, mens Passion UA blev endestationen for Preasy i Jönköping.
Det danske mandskab kan nu se frem til lidt sommerferie, ovenpå turen til det svenske. Ifølge HLTV har holdet ikke flere turneringer inden sommerpausen.
Lige så snart de kommer tilbage fra sommerferie, så skal de dog på den igen. Således kom det i fredags frem, at Preasy skal en tur til England i juli måned, for at deltage i EPIC.LAN45.
Det var mediet UKCSGO, der fredag annoncerede på X at Preasy deltager i EPIC45. De annoncerede det både med et opslag på X, samt et længere skriv på deres hjemmeside.
Ifølge UKCSO er det første gang i ni år, at et rent dansk hold deltager i EPIC.LAN. Så lang tid er det dog ikke siden en dansker sidst var med i turneringen. I 2024 deltog BehinDx sammen med Coalesce i EPIC.LAN 41. Og tidligere i år, tilbage i februar måned, deltog danske z_nan i EPIC.LAN 44 sammen med holdet CTRL ALT DEFEAT.
Og denne sommer bliver det altså Preasys tur til at forsvare de dansker farver i det engelske.
Preasy består af:
-
AcilioN
-
Griller
-
niko
-
qx
-
SinK
-
aizy (Coach)
EPIC.LAN 45 løber af stablen fra den 18. til den 20. juli i Kettering, som ligger nordvest fra London og lidt øst for Birmingham. Mere information om LAN-turneringen kan findes her.