mantuu må se til fra sidelinjen et stykke tid.

mantuu skadet – 9INE spiller med stand-in

Danskerholdet 9INE er blevet ramt en skade. Det er holdets AWP'er, mantuu, der er kommet galt afsted.

Sidste weekend deltog danskerholdet 9INE ved Tipsport Conquest of Prague 2025 Finals i Tjekkiets hovedstad, Prag.

Danskerholdet tog hjem fra Prag med en tredjeplads og lige knap 18.000 kroner, men de tog desværre også fra den tjekkiske hovedstad med en skadet mantuu. Det skrev organisationen tirsdag i et opslag på X.

Hvordan raalz og kraghens holdkammerat endte med at blive skadet, og hvad der egentlig skete, melder historien ikke noget om. 9INE har blot skrevet følgende på X:

Efter kampen mod fnatic søndag aften (den 1. juni, red.) pådrog mantuu sig desværre en skade, som har resulteret i, at han ikke kan spille i øjeblikket. Vi ønsker ham alt det bedste og god bedring.

Vi vil spille med en stand-in til vores kommende turneringer. Mere info vil blive delt senere.

9INE har endnu ikke delt mere information. Hovedpersonen selv er dog kommet med en opdatering på sin Instagram-profil. Her har 27-årige mantuu delt billeder af sig selv på et hospital i hjemlandet, Polen. Han har fået højre arm i en slynge.

Billederne i mantuus Instragram-opslag er ledsaget af følgende tekst:

Operationen var en succes. Jeg vil gerne give et stort skulderklap til det medicinske personale på Carolina-klinikken, især @karolinastepien_ortopedia og Mateusz Wiśniewski.

De venligste og mest professionelle mennesker, jeg har mødt.

Tid til genoptræning.

mantuus arbejdsgiver, 9INE, ventes inde længe at komme med nærmere detaljer omkring hvor længe mantuu er ude, og hvem der kommer til at hjælpe 9INE som stand-in i mantuus sted.

Den næste turnering 9INE spiller er Exort The Proving Grounds Season 1. Her spiller de deres første kamp lørdag den 7. juni, hvor tjekkiske ECLOT er modstanderen.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.