
gla1ve tager finaleplads i Prag for næsen af blameF
ENCE har forstået missionen om at vinde Tipsport Conquest of Prague 2025 for at maksimere deres chancer om at komme med til IEM Cologne.
De er i hvert fald mødt op - klar og parat - i Tjekkiets hovedstad, hvor de nu har skudt sig i finalen efter en 2-0 sejr over fnatic.
Det var to tætte maps, hvor blameF i hvert fald gjorde alt hvad han kunne på Anubis for at få sit hold ud på et tredje map, men det var ikke nok mod en storspillende xKacpersky.
Den 18-årige polak topfraggede hele serveren på begge maps, og endte kampen med en samlet rating på 1,58.
fnatic skal nu ned i lowerbracket-finalen, hvor de møder 9INE i en omkamp af holdenes åbningsopgør i Prag. Hvis blameF vinder her, så får han lov til at forsøge sig med revanche over gla1ve.
De to sejre til i slutspillet har indtil videre nettet ENCE 34 VRS-point. Der er stadig et lille stykke op til den 24. billet til IEM Cologne, men hvis de vinder morgendagens finale, vil der også tikke ekstra point ind via pengepræmien på 143.000 kroner.