Tilbage i 2019 fik både Los Angeles og Miami besøg af BLAST Pro Series.

Vokseværket fortsætter: BLAST rykker ind i New York

Det danske selskab udvider nu med deres første kontor i USA.

BLAST udvider med et kontor i New York City, der skal styrke deres partnerskaber og events i Nordamerika.

Det meddeler selskabet torsdag i en pressemeddelelse.

Meddelelsen kommer knap en måned før startskuddet ved BLAST.tv Austin Major, som bliver den første major i Nordamerika siden 2018.

Foruden Counter-Strike afvikler BLAST også turneringer i en række andre esportstitler herunder Rainbow Six Siege og Rocket League, der også har fundet vej til USA i 2025.

Vi åbner vores første amerikanske kontor i New York City, hvilket markerer en vigtig milepæl, mens vi arbejder med det amerikanske esportsmarked på 1,3 milliarder dollars og udvider vores tilstedeværelse i Nordamerika, skriver BLAST på X.

Med seks store nordamerikanske events i 2025/26 – herunder BLAST.tv Austin Major – vil vores nye hub i NYC styrke partnerskaber, drive live-events i topklasse og skabe stærkere forbindelser til amerikanske fans, brands og indholdsskabere end nogensinde før.

BLAST har for alvor fået vokseværk, da de så sent som i sidste måned annoncerede et nyt samarbejde samt produktionsstudio og kontor i Indien. Foruden hovedkontoret i København samt de kommende lokationer i New York og Indien, har BLAST også kontorer i London og Berlin.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.