Anders Blume er caster sammen med ddk ved BLAST Rivals.

Anders Blume om et halvt år på sidelinjen: "Det har været rigtig hårdt"

Dust2.dk har haft en snak med Anders Blume i København.

Dust2.dk til BLAST Rivals 2025 Season 1

I øjeblikket spiller flere af verdens bedste Counter Strike-hold med i BLAST Rivals, hvor ingen ringere end Anders Blume står for at dække det.

Efter en længere periode væk fra tier 1-scenen som caster, er den erfarne dansker tilbage bag mikrofonen. Noget, som han virkelig nyder.

Jeg må indrømme, at jeg nyder mit arbejde så meget mere, end jeg har det sidste lange stykke tid. Der er sket en masse vilde ting i mit liv, som vi kan bruge virkelig lang tid på, men som har givet mig et nyt perspektiv på en masse af det, jeg har gået og lavet.

Jeg har også været lidt "tvunget" til at genopfinde en masse ting for mig selv, og det har været rigtig, rigtig hårdt, men det har været meget, meget positivt for mig på en eller anden måde.

Jeg har en følelse af, at når jeg dukker op til de her kampe, at jeg klar på en anden måde, end jeg har været i lang tid. Så det er super fedt.

Ved både BLAST Rivals og den kommende PGL Astana-turnering har Anders Blume dannet partnerskab med ddk, som har været væk fra scenen i mere end tre år.

Den danske caster fortæller også til Dust2.dk, at det har været virkelig svært at vælge en partner, hvilket han tidligere ikke rigtig gjorde sig tanker om.

En af de helt store udfordringer i Counter Strike-verdenen som caster lige nu, det er, at det er sindssygt at vælge en partner, fordi der er så meget konkurrence på markedet. Hvis man bliver tilbudt med et event sammen med nogle andre, bliver man næsten nødt til at tage det.

Jeg har ikke rigtig tænkt over det, men det er lidt en luksus, jeg har haft før i tiden, hvor jeg har vist, at jeg caster sammen med HenryG, moses eller Semmler.

Det har jeg lagt mærke til de sidste to års tid, og det har været rigtig svært at finde én, hvor jeg har sagt: "Nu er det bare os, og så kan vi satse på det."

I løbet af sin fraværende tid på scenen har ddk været caster i Valorant, og selvom det stadig er en tilvænningsproces, er Anders imponeret over brittens arbejde.

Dan (ddk, red.) er sindssyg sjov at arbejde sammen og er pissedygtig. Man kan høre, at han har brugt rigtig meget tid på at forberede sig på det. Så jeg synes, det er super fedt.

Vi er hyret til to events nu, og jeg tror, der er mulighed for mere end det. Jeg synes, det er sjovt, og så længe vi begge har det sjovt, og at publikummet kan lide det, øger det chancen for, at vi bliver hyret sammen igen.

Hårdt ikke at være hyret

Det er, som nævnt tidligere, efterhånden ved at være et stykke tid siden, man har hørt Anders bag mikrofonen.

Da Dust2.dk spørger ind til, om han kan fortælle, hvad grunden har været, har han også selv svært at sætte en finger på det.

Det, der er udfordringen, er, at det er så svært at vide. Fra et menneskeligt syn er noget af det allerhårdeste ved at være caster lige nu, at man ikke rigtigt ved det.

Hvis man skriver til en arrangører, får man typisk ikke et svar tilbage med et nej, men mere at vide, at man er på radaren. Hvis man så spørger, om man kan få noget mere at vide, får man heller ikke noget at vide.

Det hele endte også med at nå til et punkt, hvor den danske kommentator var begyndt at overveje, om han burde melde noget ud på sine sociale medier.

For han har ikke været en del af nogen kontrovers eller blevet uvenner med andre. Han har bare ventet på at blive ringet op af arrangørerne.

Jeg er altid bange for, at det lyder, som om der er et eller andet super mærkeligt at skjule. Jeg var nødt til at tænke på et tidspunkt, om jeg burde lave et statement, som forklarer, at det ikke er sådan, at jeg har været en del af noget mærkeligt. Der er ikke nogen stor kontrovers i gang. Jeg er bare ikke blevet hyret i snart et halvt års tid.

Det er ikke, fordi jeg er blevet uvenner med nogen, og så vidt jeg ved, er der heller ikke nogen, som er uvenner med mig. Jeg går egentlig bare og venter. Vi har en udfordring på den menneskelige side, for jeg kender rigtig mange, som bare går og venter og håber, at næste er måned er der, hvor de ringes op.

Så jeg vil sige, at det har været rigtig hårdt. Det har virkelig ikke været sjovt, men der er kommet nogle positive ting ud af det.

#1(Med 0 svar)
2. maj 2025 kl. 20:37
Groggster
Så fedt at have Anders tilbage!
#2(Med 0 svar)
2. maj 2025 kl. 22:41
Ember
Godt at han er tilbage på miccen :D
#3(Med 0 svar)
2. maj 2025 kl. 23:24
JKN
Endelig tilbage!
#4(Med 0 svar)
2. maj 2025 kl. 23:26
mad0
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
Guld Sæsonkort Sæson 17
Guld Sæsonkort Sæson 18
Fedt at have både ham og ddk tilbage
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.