
sycrone: "Det kommer til at tage noget tid"
Mandag eftermiddag blev MOUZ sendt ud af IEM Katowice efter nederlag til Liquid, og dermed sluttede turneringen, inden den for alvor kom i gang for sycrone og co., der ikke formåede at vinde ét eneste map i løbet af turneringens to kampe.
Og det var en ærlig sycrone, der efter kampen mødte Dust2.dks brasilianske søsterside, Dust2.com.br, og satte et par ord på nederlaget.
Liquid var rigtig gode til at diktere deres T-side på Nuke. De gjorde det lidt stressende for os, de sørgede for, at xertioN tit var isoleret udenfor, og vi havde det svært ved at få holdrunderne til at ske.
Med ni runder på T-siden gjorde de det svært for os at lave et comeback, og jeg tror, at derfra var vi nødt til at få vores spil lidt i gang og prøve at se, om vi kan spille noget god Counter-Strike som et hold og tage det med ind på næste map, Ancient.
På Ancient fik vi tre runder i træk tidligt i kampen, men så lukkede de ned for os.
Særligt to spillere fra Liquid lagde sycrone mærke til, og han sender også roser deres vej.
De vinder alle deres dueller i midt, og både Twistzz og NertZ spillede en fantastisk kamp sammen. Og hvis vi skal slå dem, så er vi nødt til at være på vores bedste, og det er vi ikke - også på grund af situationen.
"Det kommer til at tage noget tid, helt sikkert"
Kort inden sæsonen begyndte, smed MOUZ en bombe, da siuhy blev bænket, mens Spinx blev hentet ind i stedet. Det var dog efter rosterlock til turneringen, og derfor spillede MOUZ til IEM Katowice med MOUZ NXT-spilleren xelex.
Vi får derfor først Spinx at se til PGL Cluj-Napoca, som begynder i næste uge. Men heller ikke der skal vi forvente et flyvefærdigt MOUZ-mandskab, slår sycrone fast.
Det kommer til at tage noget tid, helt sikkert (til spørgsmålet om, hvornår vi kan forvente MOUZ være på deres bedste, red.).
Ikke kun på grund af lederskiftet, men også fordi nogle spillere har andre positioner nu. Vi er nødt til at lave en ny playbook, og det er en proces, og det er vi nødt til at forstå, og alle spillerne er også nødt til at have det mindset.
Den danske coach fortæller desuden, at MOUZ op til IEM Katowice ikke trænede fuldt med de fem, der sad på serveren i mandagens kamp.
Før denne turnering prioriterede vi også at have mere træning med Spinx, så xelex var med os nogle gange og så med til træning. Han havde også et par kampe med os, men vi fokuserede mest på, at Spinx var en del af træningen.
Nu skal vi have en bootcamp med Spinx i Polen, og så skal vi prøve at blive klar til PGL (PGL Cluj-Napoca, red.). Vi kommer helt sikkert til at være bedre til PGL, men jeg kommer ikke til at sige, at vi er på et niveau endnu, hvor vi kan vinde PGL, men det bliver helt sikkert bedre end her.
Hvordan vil du vurdere jeres turnering her overordnet?
Selvfølgelig ville jeg gerne have vundet et eller to maps, men vi vidste, det ville blive svært at komme ind til turneringen.
Jeg er lidt skuffet over, at vi ikke individuelt trådte mere frem, for det havde vi brug for, hvis vi ville have flere sejre, men det kommer også til at tage tid.
Ivrig efter at lære
I forbindelse med bænkningen af siuhy har Brollan overtaget IGL-rollen, og det er en ny hverdag for den 22-årige svensker. MOUZ' coach ser dog gode takter fra Brollan.
Han er meget ivrig efter at lære. Han har stadig nogle fokuspunkter i forhold til kommunikation og selvtillid nogle gange, men han er meget ivrig, og han er nysgerrig på spillet og en god playmaker. Jeg synes, han giver noget af den nysgerrighed og det grindset til holdet.
I forhold til at det er første turnering, så kan det godt være at kampene ikke viser det, men i alt det uden for spillet gør han det rigtig godt. Han er god til at forberede sig, han gør sine holdkammerater gode og lytte til dem, og han er god til at sørge for, at vi er 'on the same page'.
MOUZ' næste turnering er PGL Cluj-Napoca, som begynder fredag i næste uge. Her debuterer Spinx i MOUZ-trøjen.