Professionel fodboldspiller vinder map mod BLEED
Professionel fodboldspiller eller professionel Counter-Strike-spiller.
Grænsen er ikke lige så tydelig for ukrainske Oleksandr Zinchecko, som torsdag agerede stand-in for sit eget hold, Passion UA, da de mødte BLEED i YaLLa Compass Spring Contenders.
Efter at have tabt først map og være kommet bagud 0-5 på map to blev Zinchenko skiftet ind i stedet for zeRRoFIX på grund af tekniske problemer. Det skulle dog vise sig, at det hjalp på tingene hos PassionUA.
I sin første runde fik Zinchenko to Deagle-kills, og det skulle vise sig at få gang i holdet. Ukrainerne fik nemlig kæmpet sig tilbage og hev sejren hjem i overtid. Arsenal-spilleren faldt på ingen måde igennem og med en 12-12-score og en rating på 0.95 var han bedre end fire af BLEED-spillerne.
På kampens tredje map blev det også tæt med Zinchenko på holdkortet. Her måtte kampen ud i samtlige 24 runder, inden BLEED dog lukkede mappet 13-11 og afværgede den kæmpe katastrofe, det ville have været at tabe til et hold med en professionel fodboldspiller som stand-in.
Oleksandr Zinchenko er mest kendt for at spille som forsvarsspiller for den engelske topklub Arsenal såvel som det ukrainske landshold i fodbold.
Dagens kamp med sit eget hold var dog ikke den første, da han også tidligere har hjulpet til på holdet.