Astralis endte på en 3.-4.-plads i sidste års udgave af Roobet Cup.

Astralis inviteret til online-turnering

En række af verdens bedste mandskaber stiller til start, når turneringen afvikles for andet gang.

Astralis spiller til oktober med om 1,7 millioner kroner i Roobet Cup, der vender tilbage igen i år.

Turneringen blev afholdt for første gang sidste år, hvor BIG løb med sejren og førstepræmien på godt en million danske kroner.

Akkurat som sidste år tæller turneringen i alt 16 hold, der alle bliver inviteret. Indtil videre kender vi dog kun fire hold på deltagerlisten, der ser ud som følger:

  • Danmark Astralis

  • Sverige NIP

  • BIG

  • Brasilien FURIA

Roobet Cup 2023 spilles online fra den 25. oktober til den 2. november. Gruppespillet bliver i formatet GSL med fire grupper af fire hold, og top to fra hver gruppe går videre til slutspillet, hvor der spilles single-elimination.

Holdene, der går videre til slutspillet, er garanteret en bid af præmiepuljen, der fordeles blandt top otte.

Præmiepuljen ved Roobet Cup 2023 fordeles således:

  • 1.-plads: ~1.025.000 kroner

  • 2.-plads: ~340.000 kroner

  • 3.-4.-plads: ~102.000 kroner

  • 5.-8.-plads: ~34.000 kroner

Overlap med anden turnering

Roobet Cup mangler at løfte sløret for de resterende 12 inviterede mandskaber, og her bliver det spændende at se, om de kan få lige så store navne med som sidste år.

Sidste år deltog tre af verdens daværende top fem hold i form af FaZe, ENCE og Cloud9 og desuden hold som MOUZ og Outsiders. I år falder Rootbet-turneringen dog sammen med en anden online-turnering nemlig Thunderpick World Champtionship, hvis præmiepulje er dobbelt så stor.

BIG har plads i begge turneringer, og det er altså meget muligt, at flere hold vælger at deltage i både Rootbet Cup og Thunderpick-turneringen, såfremt det kan lade sig gøre.

Heroic, ENCE og MOUZ er blandt holdene, der deltager i Thunderpick, hvor der endnu mangler at blive offentliggjort seks inviterede hold samt spillet både en nordamerikansk og europæisk kvalifikation.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.