cadiaN ser meget frem til kvartfinalen mod Astralis.

cadiaN inden brag: "De møder så også verdens bedste hold"

Erfaring skal være en af faktorerne, der får Heroic over målstregen mod Astralis fredag aften.

Dust2.dk i Köln

Fredag aften bliver en af årets - måske - mest ventede kampe spillet, når Heroic tager imod Astralis i kvartfinalen i Lanxess Arena.

cadiaN og Heroic havde ellers muligheden for at starte direkte i semifinalen, men NertZ og ENCE havde andre planer.

Det er selvfølgelig ærgerligt (ikke at starte i semifinalen, red.). Det er klart, at det er altid nice at være et skridt tættere på trofæet. Jeg tror, at vi er nået til det stadie, hvor det med at spille den første arenakamp og lige mærke det og sådan noget, er vi sådan forbi. Det er ikke så meget der, hvor udfordringerne ligger, udtaler cadiaN til Dust2.dk til mediedagen og tilføjer:

I ENCE-kamp, der havde vi i hvert fald spillet os til mange situationer, hvor vi kunne have vundet. Det gjorde vi ikke, og vi må, når mediedagen her er slut, lige få kigget kampen igennem og se, hvordan vi kan gøre kommunikationen og beslutningerne bedre omkring nogle af de situationer, der bliver spillet.

cadiaN og resten af Heroic-mandskabet glæder sig virkelig meget til aftenens kampe, men for dem gør det ikke spor, hvem modstanderen er.

Det bliver fedt. Jeg tror, at det, ligesom sjuush sagde i hans interview, at det vil være fedt uanset, hvem man møder, fordi det er en Cologne-kvartfinale. Så vi glæder os sindssygt meget. Vi har følt lidt, at de sidste to turneringer, vi har været til i Cologne, har været lidt cursed, fortæller cadiaN og forklarer:

Vi har ikke været gode nok i hvert fald til at spille os videre, og det plejer vi jo at kunne til alle de andre turneringer. Så det har været fedt. Nu får vi endelig muligheden for at komme ind i Lanxess Arena, og det glæder vi os meget til.

"De møder så også verdens bedste hold"

cadiaN og kompagni har efterhånden vænnet sig til altid at spille kampe på scenen til turneringerne.

Det har en lille håndfuld af Astralis-spillerne dog ikke, og det kan godt blive en udfordring for dem, ligesom Astralis trods alt også møder verdens bedste hold.

De møder jo så også verdens bedste hold, og de har tre spillere, der i hvert fald ikke har prøvet at spille på den type scene før. Så det tror jeg godt, kan blive en udfordring for dem. Men det er klart, at det bliver en vild kamp på mange måder - Cologne-slutspil, masser af tilskuere, Astralis-Heroic som danskeropgør. Det skal nok blive godt.

Du nævner det lidt selv, men mit næste spørgsmål er faktisk, hvem er Danmarks bedste hold? Er I sådan med længder bedre?

Det er jo klart, at vi er og har været bedre end dem i lang tid. Men det betyder ikke, at man ikke kan tabe en kamp til dem, og det betyder ikke, at de ikke kan blive bedre end os i fremtiden. Nu har de jo i hvert fald fundet en retning, der ligner, at de er på vej det rigtige sted hen. Det er ikke den følelse, man har haft med dem i lang tid. Så det er fedt at se. Det er også godt for scenen, at de er med fremme igen.

Hvis cadiaN skulle spå, hvorfor lige netop de vinder denne kamp, vender han igen lidt tilbage til, at Astralis-spillerne ikke har samme mængde erfaring på scenen som Heroic.

Desuden skal den kontinualitet og niveau, som Heroic har lagt for dagen over en længere periode, være med til at give dem en fordel i aften.

Jeg tror på, at erfaringen på både at have spillet på scenen, og den kontinualitet og niveau, som vi har lagt for dagen over en længere periode, skal være med til at give os en fordel i kampen. Det kan godt være, at vi ikke har spillet vores allerbedste CS i gruppespillet, men på en eller anden måde, så er jeg faktisk lidt begejstret over det, fordi det betyder, at vi har et gear ekstra, som forhåbentlig bliver taget i brug i slutspillet.

En af de ting, der har været, har jo også nogle gange været, at vi måske har - jeg ved ikke, om jeg kan sige peaket for tidligt - fordi vi har i hvert fald tabt nogle finaler og semifinaler nogle gange, hvor vi måske ikke burde. Så kan man jo håbe, at det ekstra gear, det har vi nu her til at gøre det.

Under IEM Cologne stoppede Joachim Haraldsen som direktør i Heroic, og det er ikke som sådan noget, der påvirker Heroic-spillerne under en turnering.

Nej, det påvirker os overhovedet ikke. Vi har vidst i noget tid, at det har været undervejs. Hvem der arbejder bagved på den måde, og hvem der er CEO for os, det er jo ikke rigtigt noget, vi har noget at gøre med. Så fokus er på at spille noget god CS, og vi har stadig haft en god tur ligesom altid. Det er jo ikke én, der rejser med os, eller som er i daglig kontakt med os. Så det ændrer ikke noget for os.

Kvartfinalen mellem Astralis og Heroic skydes i gang fredag aften kl. 19:00.

#1(Med 2 svar)
4. august 2023 kl. 15:35
RAF
"de møder jo så også verdens bedste hold"... Ja på hltv men har tilgengæld lige tabt til ence. De er uanset hvad, ihvertfald verdens bedste til at råbe og skrige hver gang de skyder nogen på serveren.
#2(Med 1 svar)
4. august 2023 kl. 22:43
Suroma
men i dag var det Astralis der vandt, Så mon ikke der er nogen i Heroic der har en lidt dårlig smag i munden nu?
#3(Med 0 svar)
5. august 2023 kl. 01:41
RAF
jo tænker jeg også. Men de var nu også meget stille idag
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.