
Staehr efter magtdemonstration: "Det var en ret nem kamp"
Dust2.dk i Köln
Mandag eftermiddag smadrede Astralis naboerne fra NIP, da de med overbevisende 16-6, 16-6 vandt elimineringsbraget 2-0 og således holdt liv i drømmen om en plads i slutspillet.
Og det var en rolig Staehr, som Dust2.dk fangede efter kampen. Astralis-spilleren lagde heller ikke skjul på, at det havde været en forholdsvis overkommelig opgave.
Det var en ret nem kamp så at sige. De havde nogle pistolrunder, ellers så føler jeg, at vi i alle køb-runder havde det under kontrol, lød det fra Staehr.
Med sejren kan Astralis stadig nå slutspillet, men det kræver to sejre yderligere, før de kan indtage LANXESS Arena senere på ugen. Staehr kan dog sagtens se et scenarie, hvor det sker.
Hvis vi spiller som i dag, så tror jeg på, vi går videre, 100 procent. Så længe vi holder det niveau, vi har vist i dag og de kampe mod Liquid, ikke så meget den mod G2, men de andre kampe, så skal vi nok gå videre, det tror jeg 100 procent på, slår danskeren fast.
Staehr og Astralis skal tirsdag møde MOUZ i anden runde i lower bracket. Her vil vinderen gå videre til lower bracket-finalen, hvor en billet til kvartfinalen er på højkant.