
Astralis-træner om første tier 1-turnering: "Meget mere professionelt"
Dust2.dk i Köln
Astralis startede fantastisk ud til IEM Cologne, da danskerne ganske sikkert slog Liquid i åbningskampen med 16-10.
Spilmæssigt så det også rigtig fornuftigt ud i store dele af kampen for de danske verdensstjerner, og det er da også dette, der er det vigtigste for dem.
Så kommer resultatet i anden række. Det fortæller holdets assistenttræner, R0nic, til Dust2.dk.
Det er jo godt. Vi slog dem også til BLAST med 2-0, så det er jo lækkert, at vi kan komme og vise, at vi ikke bare har en heldig kamp, men at vi faktisk er et rimeligt stabit hold. Vi fokuserer egentlig ikke så meget på vores resultater, når vi spiller kampene, men i stedet de målsætninger, vi har sat os for at holde, og de aftaler, vi har individuelt på holdet. Så selvfølgelig er det en god følelse, også fordi vi havde god anti-strat på dem. Så man kan også se det, når vi spiller, at vi spiller godt, så det er en lækker følelse at se.
I næste kamp venter Apeks, som besejrede BIG i deres første opgør, og man kunne derfor tro, at målet var at vinde der og kvalificere sig til hovedturneringen, IEM Cologne.
Da Dust2.dk fanger R0nic, fortæller han dog endnu en gang, at målet ikke er på resultater.
Vi har ikke nogen mål, der er resultatbaseret. Vi fokuserer bare på de aftaler, vi har inde på holdet, og så sørger vi for at holde dem. Så tror vi, at resultatet medfølger, hvis man overholder de aftaler.
Nyt at være i tier 1
Tidligere var R0nic blot assistenttræner for Astralis Talent, men på det seneste har han også været med førsteholdet rundt, hvor han har hjulpet til som assistenttræner.
Det er lidt af en omvætning, men det er noget, han ser positivt på, fortæller han.
Og så er der altså også forskel på tier 1 og dét, han normalt er vant til, slår R0nic fast.
Det er jo nyt for mig, jeg har jo ikke prøvet noget før. Det er lidt sjovt at se den forskel på, hvordan tingene bliver gjort, og hvor meget mere professionel man skal være i forhold til det, jeg er kommet fra. Hvordan man skal varme op til kampe, og sætte op til kampe, og strække sig for at ikke ligesom mærke alle de ting der. Så det er en sjov oplevelse for mig.
Kampen mellem Apeks og Astralis starter torsdag kl. 12:30.