
Nu skydes sæsonen i gang
Efter lige over en måneds pause er CS:GO fra øverste hylde nu tilbage, når BLAST Premier Fall-gruppespillet skydes i gang torsdag eftermiddag.
Her går jagten ind på en af pladserne i finaleeventet i Royal Arena, og det er verdensranglistens toere, majorvinderne fra Vitality, som lægger ud mod det mere eller mindre nye holdkort fra Evil Geniuses.
Vitality har i spillerpausen hevet flameZ ind på bekostning af dupreeh, og det bliver spændende at se, om Spinx' landsmand kan vise samme storspil, som vi i glimt så, da han var iført OG-trøjen.
Overfor dem står Evil Geniuses, der endnu engang har rystet posen, når det kommer til startfemmeren. Denne gang har flere af EG Black-spillerne fået chancen, ligesom holdet nu kun tæller spillere fra Nordamerika.
Desuden er Vorborg ikke længere bag dem, da den danske coach fik sparket i forbindelse med overhalingen af holdkortet.
Vitality og Evil Geniuses brager sammen i gruppe A's første kamp, og vinderen går videre til upper bracket-finalen, hvor vinderen af dagens andet opgør venter.
hampus er tilbage
I dagens anden kamp får vi for første gang siden BLAST Premier Spring-gruppespillet i januar hampus at se i aktion for NIP. Dengang blev han nødt til at rejse hjem før tid, og siden sygemeldte den 24-årige svensker sig.
Det banede vejen for k0nfig, der fik chancen i NIP, men det kniber stadig med at finde niveauet for den brølstærke dansker.
Senest kom hampus som tilbage på holdkortet, mens Aleksib blev sendt til NAVI, og coren i NIP er atter svensk. Det bliver dog interessant at se, om hampus kan få det bedste ud af den firepower, NIP-mandskabet uomtvisteligt har.
Overfor dem står Complexity, der også har skiftet ud i sommerpausen. Ind er kommet bundrutinerede EliGE, der efter i Liquid nu skal trække i en ny trøje. Amerikaneren er blevet skiftet ind til fordel for FaNg i juni.
Sidste chance X3
Taberne af dagens to opgør mødes i lørdagens første eliminerings fra gruppen, men som altid i BLAST-turneringer, så er vejen til eliminering ualmindeligt lang.
Faktisk skal holdene tabe hele tre opgør for at ryge i BLAST Premier Fall Showdown, hvor de så alligevel vil have en chance for at spille sig til finaleeventet i Royal Arena i november.
Der er således rigeligt med chancer, inden hammeren for alvor falder, men hvis Evil Geniuses holder vanligt niveau, så kan de også klare elimineringen fra gruppespillet i tre kampe.
Dagens kampe kan ses på streamen i bunden af artiklen her.





































