
nitr0 træder tilbage efter Dallas
IEM Dallas bliver nitr0s sidste turnering som professionel Counter-Strike-spiller.
Det skriver den 27-årige Liquid-kaptajn på Twitter.
Turneringen på hjemmebane bliver slutningen på en lang karriere, der går helt tilbage til 2014.
Jeg har spillet CS siden 1.5 og har fortsat indtil slutningen på CS:GO. Det har været en kæmpe del af mit liv indtil videre, og jeg vil for evigt være taknemmelig for alle mine oplevelser, holdkammerater, og alle involverede. I har alle gjort det til en fantastisk rejse, skriver nitr0.
Tilbagetrækningen skyldes de mange rejsedage, og at han nu er nået et nyt stadie i livet. nitr0 blev far for anden gang under en bootcamp før majoren, og nu skal det altså være slut med at rejse og dermed også med Counter-Strike på øverste hylde.
Jeg har rejst konstant i 8-9 år, og det har været fantastisk, men jeg er i et andet stadie i livet nu med en voksende familie. Selvom jeg virkelig har nydt at konkurrere og ville elske at blive ved med at spille professionelt, så er mængden af rejsedage blevet for meget.
nitr0 begyndte at spille for Liquid tilbage i 2015 og har repræsenteret organisationen lige siden kun afbrudt af halvandet år i VALORANT.
Igennem hele sin karriere har nitr0s Liquid-mandskab spillet med i verdenstoppen, og tilbage i 2019 var han med til at vinde en Intel Grand Slam på bare 63 dage.
I sin udmelding skriver nitr0, at han nu har planer om at begynde at streame, men at han ellers endnu ikke ved, hvad fremtiden bringer.
Liquid har endnu ikke meldt ud, hvem der skal erstatte nitr0 på holdkortet, men kort før majoren overtog YEKINDAR ingame leader rollen på udvalgte maps, hvorfor det ikke nødvendigvis er en ny kaptajn, de skal på jagt efter.
Liquid består af:
-
EliGE
-
oSee
-
NAF
-
YEKINDAR
-- -
daps (Coach)
-
nitr0 (Træder tilbage efter Dallas)