zonic står i endnu en major-finale i aften.

zonic: "Heroic har fortjent at vinde en major"

Vi fangede zonic efter semifinalen mod Apeks, hvor han bl.a. roste Heroic.

I dag har zonic muligheden for at sætte et særdeles flot punktum på en fænomenal karriere som coach i CS:GO.

Vitality kan vinde deres første major, men zonic kan vinde sin 5. major som coach i spillet - en helt uhørt bedrift.

Danskeren havde rekorden for flest vundne majors som coach i forvejen, og det vil derfor blot blive en udbyggelse af rekorden, men zonic vil samtidig blive den første coach i CS:GO til at have vundet en major med to forskellige hold.

Brasilianske zews har vundet en major med to forskellige organisationer, luminosity og SK Gaming, men det var med de samme fem spillere under ham ved begge majors.

Her vil zonic kun have dupreeh og magisk som gengangere fra tidligere major-trofæer.

Dust2.dk tog en snak med den legendariske coach efter semifinalesejren over Apeks.

Først sætter zonic et par ord på kampen og det at møde en af majorens store overraskelser i en semifinale.

Det er et hold, der har spillet godt. De har levet på momentum. De har slået nogle gode hold.
De har fået sindssygt meget erfaring i løbet af turneringen. Det er en svær modstander, for de ikke har noget at tabe. De har ligesom nået deres mål.

Vitality kunne se med fra sidelinjen, da GamerLegion slog forhåndsfavoritterne i Heroic ud i den anden semifinale. Og det var lige med at holde fokus det rette sted ovenpå det overraskende resultat, fortæller zonic.

Efter Heroic røg ud, var der lidt sådan en... “Det er sgu da fedt, at Heroic røg ud. Så kan det være, at vi møder GamerLegion.”

Men det går jo lige hurtigt fra den følelse til, at vi også lige skal slå Apeks først. Der havde jeg lidt en, jeg vil ikke sige en alvorssnak, men jeg havde i hvert fald en snak med dem derude, at det kan være pisse ligemeget, hvem vi møder i finalen, hvis vi ikke engang kan slå Apeks.

Det var det der med at få folk ned på jorden, men samtidig også kunne turde at spille vores spil. Så man skal respektere dem, men ikke blive for bange for dem heller.

Og zonic kan godt mærke, at majoren her er et tegn på nye tider i Counter-Strike.

Men jeg vil sige, at Counter-Strike for mig går igennem et generationsskifte.
I starten, dengang for bare en 4-5 år siden, så du måske ét mindre eller ukendt hold, der var heldig at kvalificere sig til Legends Stage ved major eller gå til playoffs. Nu ser vi altså, at halvdelen af holdene i slutspillet er hold, man i hvert fald ikke regner med. Så jeg vil sige, at der er ved at ske noget nyt i Counter-Strike.

Der er ved at komme nogle spillere, som arbejder benhårdt, som spiller under gode organisationer, og som er skolet godt og har haft trænere fra da de startede med at spille Counter-Strike, som ligesom kan lære dem op. Og ja, presset på en scene, det generer åbenbart ikke GamerLegion og Apeks. Så respekt til dem.

Selvom spillerne i øjeblikket var glade for ikke at møde Heroic i finalen, så vil zonic gerne give de unge danskere cadeau. I hans øjne har de fortjent at vinde en major.

Der er ikke nogen tvivl om, at Heroic har fortjent at vinde en major. De arbejder benhårdt. Meget kan man sige om alt det, de har været igennem og alt det, der er sket. Men med den måde, de arbejder på, der fortjener de at vinde en major. Jeg er rimelig sikker på, at de arbejder lige så hårdt, som vi gør.

Så selvfølgelig er det noget, man lige kort tænker: “Fedt at de ryger ud” - for så er der en skalp mindre på vejen mod trofæet.
Men samtidig må du også bare indrømme, at det som både Apeks og GamerLegion, især GamerLegion, har vist i den her turnering, det er tier-1 CS.

#1(Med 0 svar)
21. maj 2023 kl. 21:29
yairi
Han er en meget stor træner og han forstår at motivere spillerne og en dygtig pædagog
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.