Magisk var fint tilfreds efter sejren over Into the Breach.

Vitality-dansker om hjemmepublikum: "Det er en speciel følelse"

Det var en tilfreds Magisk, der mødte Dust2.dk efter torsdagens kvartfinalesejr over Into the Breach.

Torsdag sikrede Vitality sig en plads i semifinalen, efter de sendte Into the Breach hjem fra majoren med et 2-0-nederlag i bagagen.

Briterne havde dog ikke i sinde at lægge sig fladt ned, og det fik Magisk da også at mærke. Det undertippede Into the Breach-mandskab gik nemlig til pause på første map med en 9-6-føring i bagagen.

Der var dog flere årsager til, at Vitality ikke kom ud som bulder og brag, forklarede Magisk, da Dust2.dk mødte ham efter sejren.

Jeg synes egentligt, de spiller ganske udmærket Counter-Strike. De er ikke bange for at tage dueller, og de har nogle gode individuelle runder, og så har vi en start, hvor vi er lidt nervøse.

Det er klart, at det er lidt specielt for os at spille foran så mange fans, som er på vores side. Det er en speciel følelse. Vi kunne godt mærke, at vi lige skulle have presset væk fra os i starten og ind i gamet, og da vi først kommer det, føler jeg egentligt, at vi langt hen ad vejen er i kontrol og spiller ganske godt.

Cadeau til dem for at spille noget god Counter-Strike, og så synes jeg vi selv skal være stolte over, at vi kommer over på den anden side selv med en dårlig start. Det var en fed følelse.

"Jeg klarede det rigtig godt i dag"

I kampen var det som forventet ZywOo, der trak det meste af læsset for Vitality, men også Magisk viste flotte aktioner. Og for danskeren handlede det om at tage ansvar.

Jeg havde påtaget mig den rolle at prøve at finde noget ro i min kommunikation og dirigere folk rundt i kampen. Jeg kunne godt mærke, at jeg skulle træde i karakter og vise, at jeg har noget erfaring, og det synes jeg faktisk også, jeg klarede rigtig godt.

Jeg hjalp med nogle gode calls på T-siden og tog noget ansvar. For mig handler det om at tage noget ansvar i situationer som den her, og selvom, at det er underligt at give sig selv ros, så synes jeg, at jeg klarede det rigtig godt i dag.

Gennem hele kampen var det tydeligt at se, hvem tilhørende i Accor Arena heppede på. Og Magisk erkender da også, at brølet fra publikum satte sig i holdet. Men her var det vigtigt at bruge erfaringen fra at spille i fyldte arenaer. For presset er der.

Man kan altid mærke det. Selv med erfaringen vi har, så er vi jo også nervøse. Det handler bare rigtig meget om, hvordan man kontrollerer sine nerver, og der er der bare ingen tvivl om, at vi er lidt bedre til at håndtere det end flere af de andre, og det er der slet ikke noget galt i.

Som jeg snakkede om, så var det vigtigt for mig at træde i karakter, have ro i kommunikationen, hjælpe med nogle calls, og påtage mig ansvaret. Når der skulle løbes først, så løb jeg bare på for at vise, at vi bare skulle ud og flække dem. Det er klart, at det er noget andet, når man står foran så mange fans end i gruppespillet, men overordnet set synes jeg faktisk, at vi klarer det rigtig godt, siger Magisk.

Vitality spiller semifinale mod enten Liquid eller Apeks lørdag.

#1(Med 0 svar)
19. maj 2023 kl. 12:56
TubbyGold
Pisse fucking fedt. Han er en fucking CS:GO viking.
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.