
Magisk: "Det er en fordel at møde G2 i første kamp"
Legends Stage er lige om hjørnet.
Lørdag formiddag skydes majorens næste stadie i gang, hvor hold som Heroic, fnatic og Vitality endelig skal i aktion til årets vigtigste turnering.
Magisk og Vitality har været så (u)heldige at trække en af turneringens favoritter i form af G2 i åbningskampen - dette og meget mere har den tidligere Astralis-spiller sat ord på, da Dust2.dk fangede ham til mediedagen i fredags.
Rio-sejren var en selvtillidsbooster
Vitality kommer ind til majoren i fuld fart, da holdet for bare under en måned siden løb med titlen til IEM Rio for næsen af Heroic.
Det er en sejr, som har betydet en masse for holdet, ligesom det har givet Vitality-mandskabet et selvtillidsboost at gøre det på så dominerende facon.
Der er jo ikke nogen tvivl om, at når man slår et tophold med 2-0, så er det selvfølgelig en selvtillidsbooster - det kan man jo ikke komme udenom. Så er der også noget mentalt i det, når man møder dem igen; at de ligesom ved, at de tabte sidste gang, og at de tabte med 2-0, og at det egentlig ikke var de mest tætte kampe. Det er jo selvfølgelig en frygt, de har, når de spiller mod os. Men det er jo også helt klart en selvtillid i at vide, at hvis vi spiller på topniveau, så har vi også en rigtig god chance for at slå dem, fortæller Magisk til Dust2.dk til Legends Stages mediedag.
Det kan godt være, at man i holdets seneste opgør viste, hvem der bestemte.
Derfor er det stadig vigtigt for Magisk, at man skal huske på, at modstanderen måske havde en dårlig, en sygdomsramt spiller eller noget helt tredje.
Det er klart, at der er selvfølgelig noget mentalt i det (at have slået dem tidligere, red.), men på den anden side, så bliver man også nødt til at huske på, at de kan også have haft en dårlig dag, og de kan også have en spiller, der var syg eller diverse ting. Man har ikke tid til at undervurdere folk, man bliver nødt til at være der hver eneste kamp.
Til RMR-turneringen gjorde Vitality rent bord mod alle topholdene, mens det var holdene, som på papiret var dårligere, der vakte det fransk-danske mandskab problemer.
Heldigvis for Magisk og Vitality så har holdet det med at performe bedre, når de blandt andet møder et tophold som G2.
Jeg tror, at vores styrke er, når vi møder et tophold, for så performer vi langt bedre, end hvis vi møder et underdog-hold. Det har også været en af vores store problemer tidligere i sæsonen, når vi møder et dårligt hold end os selv, at vi har en tendens til at spille dårligere, mens, når vi møder et hold, der er på samme niveau eller topniveau, at vi har en tendens til at performe bedre. Det er jo både en fordel og en ulempe, fordi man kan jo nok ikke undgå, at man i løbet af en turnering kommer til at spille mod underdogs-holdet på et eller andet tidspunkt. Men på den anden side, når man så kommer til slutspillet, så har man også en realistisk god chance for at gå langt.
Det er vigtigt at kende ens egne svagheder for at forbedre sig, og Magisk erkender også, at bedst-ud-af-én-kampene ikke er holdets kernekompetence.
Men når bedst-ud-af-tre-kampene begynder at være på menuen, er den tidligere Astralis-spiller ikke nervøs for at lide nogle nederlag, for her "har vi (Vitality) en reel chance for at slå alle hold i verden".
Det er klart, at bedst-ud-af-én-kampene nok ikke helt vores helt store styrke, men vi ved også, at når vi spiller en bedst-ud-af-tre-kampe, så har vi en real chance for at slå alle hold i hele verden. For vi har en god mappool, og vi har nogle spillere, som stepper op - vi har nogle rigtig dygtige spillere individuelt. Så for at slå også i en bedst-ud-af-tre, så bliver det ikke nemt. Vi har både Spinx, men selvfølgelig også ZywOo. Det er jo to farlige spillere, som man på en måde ikke kan tillade sig at undervurdere, og så har vi selvfølgelig også mig og Peter (dupreeh, red.), som også kan have vores kampe. Det er også mentalt hårdt for folk at møde ZywOo, fordi han er jo bare så fandens dygtig og svær en spiller at spille mod.
"Det er en fordel at møde G2 i første kamp"
Når Legends Stage skydes i gang lørdag, venter der et par spændende opgør, da Heroic krydser klinger med FaZe, ligesom Vitality møder formstærke G2.
Det er ikke ligefrem den nemmeste modstander at trække, da G2 har spillere, der kan vinde en kamp på egen hånd.
Det er jo selvfølgelig altid rough at starte ud med et tophold. G2 er et rigtig dygtigt hold, som har mange dygtige spillere. Det er også derfor, at vi kommer til at kunne acceptere, at de kan også 'pop off', for de kan også bare alle sammen ramme dagen individuelt. Der bliver man nødt til at acceptere, at Counter-Strike er Counter-Strike.
Magisk spår derfor også en tæt kamp kl. 16:00, såfremt G2-spillerne rammer niveauet, de er kendt for at levere, og som de også gjorde i Challengers Stage.
Men som Magisk fortalte Dust2.dk tlidgere, så er det typisk mod de bedre mandskaber, at Vitality perfomer allerbedst.
Nogle dage, hvis de rammer niveauet på den måde, så bliver det en svær kamp. Det bliver en kamp, man skal kæmpe med klør for at vinde. Så det er klart, det er selvfølgelig ikke sjovt. Men på den anden side, som jeg også sagde, så har vi en tendens til at performe mod de bedre hold. Det giver selvfølgelig en ro, at vi har slået dem de seneste par gange, vi har mødtes.
Skulle det gå hen og blive et nederlag, ville det ikke være verdens undergang for Magisk og kompagni, da det ikke længere ville være muligt for dem at møde G2-mandskabet senere i Legends Stage.
Når det er så sagt, så er det så også en fordel at møde dem (G2, red.) i første kamp. Det er udelukkende af den grund, at står vi lige pludselig en dag og er 2-2 ligesom G2, så kan vi ikke møde dem i en 2-2-kamp. Det er fordelen med at møde G2 nu, for så er det ligesom ud af verden, da man kan ikke møde dem igen. Lad os sige, at du vinder 1-0-kampen, så er der en realistisk god chance for, at du møder Heroic i runde to - så er du enten 1-1 eller 2-0, og du har allerede Heroic og G2 ude af verden. Man bliver nødt til at finde en indre ro og bare fokusere på én kamp ad gangen.
"Jeg ville ønske, man reseedede"
Til Vitalitys uheld har de dét mere eller mindre altid med at trække topholdene i turneringer og kvalifikationer. Og det er også tilfældet i denne omgang, hvor G2 venter.
Magisk erkender, at man til tider kan være heldig og trække et - på pairet - dårligere hold, men derfor mener danskeren stadig, at man burde reseede i Legends Stage.
Vi har desværre en tendens til at trække alle topholdene i kvalifikationerne. Det har vi affundet os med nu. Vi er jo heldige nogle gange, hvorimod der er nogle hold, der ikke møder et eneste top 20-hold i verden, og så er de i top 8 - så sidder de og hygger sig derovre. Det er sådan, det er nogle gange. Det er så også den dårlige side af mønten i forhold til det her format. Når man kommer her til top 16, der vil jeg jo ønske, at man reseedede og kiggede på verdensranglisten og seedede ud fra det. For der er en mass, som er umuligt med det format, der er lige nu, udtaler Magisk til Dust2.dk og tilføjer:
At vi møder G2 kunne være undgået, hvis man seedede efter verdensranglisten til den her del af majoren. Jeg synes egentlig ikke, det ville være unfair for nogle hold, at man reseede efter verdensranglisten, når man kom til den her del af majoren. Jeg tror egentlig, det ville være i de flestes interesse, at man gjorde det sådan. Men nu er jo tingene, som det er. Det bliver man bare nødt til at affinde sig med. Men der er helt sikkert nogle punkter, hvor man godt kan føle sig lidt uheldige. Det har vi også været i de her kvalifikationer, hvor vi har mødt mange af de allerbedste hold for at skulle gå videre.
Fordele og ulemper ved stadierne
Eftersom Magisk og Vitality kvalificerede sig som Legends, har holdet sin første kamp til gode, da de har siddet og ventet på sidelinjen, mens de otte avancerede hold fra Challengers Stage skulle findes.
Det betyder derfor også, at Magisk og kompagni ikke har fået muligheden - som Challengers-holdene - til at vænne sig til miljøet og omgivelserne.
For Magisk er det dog ikke dét, der kommer til at spille den største rolle, men derimod hvordan han og resten af holdet reagerer, og om de er mentalt klar fra start eller ej.
Det har både fordele og ulemper (at starte i et andet stadie, red.). Går man 3-0 og cruiser sig igennem, så får du noget selvtillid - det kan man ikke komme uden om - og at man har fået lov til at sidde i studiet og spille kampe. Det er selvfølgelig en god ting, når man er gået igennem det stadie og er gået 3-0 og har spillet godt.
På den anden side, så tror jeg meget henad vejen, at det handler meget om, hvordan vi som hold reagerer, når vi kommer ind og spiller første kamp; om vi er klar fra start, altså om vi er klar mentalt, og vi har taget bukserne på, der hedder, “at nu skal vi fight.”. Der tror jeg rigtig meget, det handler om vores mentale styrke, i forhold til om man er klar fra start. For der er ikke nogen tvivl om, at G2 er inde i turneringen nu. Om man er der, eller om man ikke er der, det kommer helt sikkert til at være afgørende for os som hold, når vi skal ind og spille mod G2 i første kamp, slutter Magisk.
Hold øje inde på Dust2.dk, hvor den anden del af artikelserien med Magisk udkommer inden længe. Her snakker danskeren blandt andet om holdets stjernespillere og største konkurrenter til majoren.