
POWER og Dust2.dk forlænger med to år
Dust2.dk og POWER forlænger den eksisterende aftale.
Det sker, efter den tidligere aftale, som også var på to år, stod til at løbe ud per 1. maj 2023, men det er ikke sagen længere.
I stedet har Dust2.dk og POWER nu papir på hinanden indtil midten af 2025, og ligaen kommer derfor til at køre under navnet POWER Ligaen i minimum 24 måneder yderligere, mens top 15-listen også fortsætter som POWER Ranking.
Jeg er rigtig glad for, at vi også i de næste to år skal være med til at styrke den danske talentudvikling i Counter-Strike. POWER var med som partner, da Dust2.dk startede i 2016, og vi er meget stolte over, at den rejse nu fortsætter, hvor vi sigter mod at skabe endnu bedre muligheder og vilkår for alle de spillere, der drømmer om en karriere på verdens absolut bedste hold, fortæller Jess Højrup, Nordic Category Manager Computing hos POWER.
Også hos Dust2.dk er man glade for, at samarbejdet med POWER fortsætter som tidligere, så Danmarks bedste Counter-Strike-liga kan fortsætte med at opfostre og udvikle talenter, som går hele vejen til den store scene.
Jeg er rigtig glad for og stolt over, at vi nu kan offentliggøre, at Dust2.dk og POWER har skrevet under på en 2-årig forlængelse af den nuværende aftale. I en tid, hvor mange virksomheder skærer ned på marketingsbudgettet, har vi derimod oplevet en hovedsponsor, som ikke har tvivlet et sekund på, at de vil fortsætte med at understøtte det arbejde, vi laver med POWER Ligaen. Vi kan derfor fortsætte med den nuværende drift og samtidig udvikle på ligaen, så vi sammen skaber et fantastisk miljø for alle danske Counter-Strike-spillere, mens vi er med til at finde de næste store danske stjerner, fortæller chefredaktør hos Dust2.dk, Christen Sandersen.
Siden POWER og Dust2.dk indgik en aftale i april 2021 er der sket meget i ligaen.
Præmiepuljen er blevet sat op og lyder nu på mere end 118.000 kroner per sæson, divisionerne er udvidet, således der nu er hele fem af slagsen med 138 hold i, mens to af de tre slutspil i 2022 blev vist på TV2 Zulu.
Samtidig er flere spillere, som har fået deres opvækst i ligaen, også brudt igennem til toppen af scenen. Det inkluderer blandt andre Altekz og Buzz, som begge spiller for Astralis, mens også Sprouts Zyphon og Staehr tidligere har deltaget i POWER Ligaen.
Den 23. sæson af POWER Ligaen er i fuld gang, og de 138 deltagende hold har været igennem de første to spillerunder af indeværende sæson.
Udover POWER tæller ligaens partnere også ASUS ROG, Red Bull og Ekstra Bladet, som er mediepartner.