
Kæmpe overraskelse: Astralis skal møde NAVI
Astralis tabte onsdag til Spirit, og derfor troede de fleste, at danskerne skulle møde FORZE i lowerbracket.
Sådan står det dog ikke til, da FORZE netop har besejret NAVI i åbningskampen, hvorfor device og kompagni står over for s1mples mandskab torsdag.
De færreste havde nok troet, at NAVI ville blive besejret af FORZE, og det startede da heller ikke sådan ud. På første map var s1mple nemlig fuldkommen ustyrlig, da han med 32 kills ledte NAVI til sejren på Overpass.
Turen gik til Ancient, og her lignede det, at NAVI ville lukke og slukke opgøret. Det ukrainske hold kom nemlig foran 12-9, men herefter vendte FORZE kampen og vandt syv af de sidste ni runder for at sende kampen ud på tredje map.
Inferno, der var sidste map, startede ud helt lige, og ved pausen adskilte blot én runde de to mandskaber. Det lavede FORZE dog om på, da de ramte CT-siden.
Her var der nemlig klasseforskel at spore, da zorte med 15 kills sikkert skød sit hold til en 16-11-sejr.
Det betyder også, at NAVI og Astralis mødes i lowerbracket torsdag aften. Her fortsætter vinderen i lowerbracket, mens taberen skal i Last Chance Stage.