
Amerikanere smider kæmpe føring
Selvom Heroic onsdag fejede gulvet med Movistar Riders, så må man i den grad sige, at det spanske mandskab har fået rejst sig til torsdagens lower bracket-opgør mod Complexity.
Amerikanerne er netop blevet slået med 2-0, og sejren til Movistar Riders kom i hus efter en dominerende indsats på især første map.
Her var det nemlig Vertigo, som Movistar Riders vandt 16-8, men på efterfølgende map, Ancient, så tingene ud til at gå i stå for spanierne.
Complexity kom foran med hele 10-0 på CT-siden, men der skal som bekendt 16 runder til, før et map er vundet, og det måtte Complexity lære på den hårde måde torsdag eftermiddag.
For efter at have kæmpet sig en smule tilbage inden pausen, hvor stillingen var 11-4, så skruede Movistar Riders for alvor op for tempoet. Efter først at have kæmpet sig tilbage på 12-12, så fastholdt især mopoz trykket på Complexity, der endte med at tabe mappet 16-13.
Sejren sender Movistar Riders videre i lower bracket, hvor enten FURIA eller MOUZ venter. Complexity er nu røget i Last Chance-stadiet, hvor endnu et nederlag vil betyde exit fra ESL Pro Leagues gruppespil.