Stem her: Hvem er Ugens Spiller i POWER Ligaen?

Anden halvdel af POWER Ligaens grundspil er skudt i gang, og endnu engang skal vi have fundet Ugens Spiller.

POWER Ligaens 22. sæson er i fuld gang, og mandag blev anden halvdel af grundspillet skudt i gang efter transferdag i sidste uge.

Her forblev toppen af tabellen uændret, når man kigger på placeringerne, men ikke desto mindre lykkedes det for både MASONIC og Astralis Talent at lægge pres på Tricked, der fortsat indtager 1. pladsen i POWER Ligaen.

Længere nede i tabellen fik CEPTER BITSKINS også isoleret Flames Ascent i bunden og samtidig åbnet kampen om at undgå relegation, da de bragte sig á point med Sashi og Prosapia, der dog er bedre indbyrdes.

Og de tre kandidater til Ugens Spiller denne gang finder vi netop hos CEPTER BITSKINS, MASONIC og Tricked.

Som så ofte er det holdenes AWP-spillere, der skød sig til tops i kampenes scoreboards, og særligt for MASONIC var det tiltrængt med point.

Det skyldes ikke mindst sidste sæsons MVP, J3nsyy, som hjalp sit hold til sejre over Tricked og Astralis Talent.

I Tricked-lejren var det Lucky, der nok engang var i hopla, og hos CEPTER BITSKINS-mandskabet, var det Ryxxo, der var bedst.

Han har ligesom Lucky også tidligere i denne sæson været nomineret til Ugens Spiller.

Foruden æren er der også fem kasser Red Bull på højkant til Ugens Spiller.

Afstemningen denne gang lukker fredag formiddag klokken 9:00, så skynd dig at få stemt i bunden af denne artikel.

Stem her:

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.