
B1ad3 efter kvartfinalesejr: "Det var lidt sjusket"
NAVI spillede sig fredag eftermiddag videre til semifinalen ved IEM Katowice, efter de besejrede Outsiders 2-0.
Trods afgørelsen over to maps, så var det et par tætte opgør, hvor begge hold kom på tocifrede runder begge gange.
Og det skyldes ikke mindst James måde at calle på, forklarede NAVIs coach, B1ad3, da Dust2.dk fangede ham efter kampen.
Electronic hader det (at spille mod Outsiders, red.). Sådan er det ikke for mig.
Det var en god sejr for selvtilliden, men man er nødt til at arbejde hårdt for at vinde over dem, man er nødt til at have en god atmosfære på holdet, og man er nødt til at have et godt tempo for at slå dem.
Vi er ikke i vores bedste form, vi viser ikke vores bedste samspil, og vi har ikke den bedste synergi. Det var derfor, det var lidt sjusket, forklarede B1ad3.
Over kampens to maps var det især på andet map NAVIs to yngste, b1t og npl, der trak læsset og fik NAVI tilbage i opgøret på et tidspunkt, hvor Outsiders var i kontrol.
Og særligt npl var som forvandlet, efter han på Overpass var i bunden af NAVI-scoreboardet. Men det var ikke, fordi B1ad3 havde talt med store bogstaver i pausen.
Jeg sagde ikke noget særligt til ham. Vi gennemgik bare vores game-plan, og så gik han bare ud og gjorde sin ting.
Er det, fordi han er mere komfortabel på Inferno?
Ja klart. Han spiller sine gamle positioner fra NAVI Junior, og på Overpass spiller han nye positioner, så det er derfor.
"Det får vi at se i morgen"
Da de to hold kom på scenen, var det til vidt forskellig modtagelse fra Spodeks publikum, der tydeligt var på NAVIs side.
Det sker over det hele. Vi havde det samme i Antwerpen og i Stockholm, hvor publikum heppede mere på os. I Brasilien buhede de virkelig meget af os mod FURIA.
Men her betyder det også noget, at Outsiders er fra en mærkelig organisation, en russisk organisation, der prøver at være rumænsk og gemme deres rødder.
Folk forstår, hvad der foregår i verden, og at folk må tage stilling og ikke spille under det russiske flag. Og så er Polen og Ukraine tætte lande, der støtter hinanden - især nu.
NAVI-coachen understreger dog også, at en forklaring kunne være noget, der ikke har med krig at gøre.
Det kan også være, de bare elsker os mere. Nogle gange handler det også om, hvem publikum bedst kan lide. Det får vi at se i morgen imod Heroic, slutter B1ad3.
NAVI og Heroic tørner sammen i den første semifinale lørdag klokken 15:30.