
De er de mest irriterende AWP'ers
cadiaN havde sin egen "AMA" (Ask Me Anything) på CS:GO's officielle subreddit i mandags, hvor han svarede på spørgsmål fra både fans og haters.
Der blev sendt mere end 600 spørgsmål, som handlede om alt lige fra råd til spirende In-Game-Leaders og til hvad danskeren spiste til morgenmad.
Her har vi taget et uddrag af spørgsmålene og oversat svarene. Hele AMA'en kan læses i tråden på reddit.
TheRealCaptainR spørger:
Har du nogen tanker om Astralis' ansættelse af HUNDEN?
Jeg har mange tanker, ja.
ddddddoa spørger:
Har din intensitet under kampene gjort en forskel i dit forhold til andre professionelle spillere?
Det har helt klart haft en indvirkning på forholdet til nogle spillere, men også for det bedre hos andre. Men 90% af mit råberi er positive bemærkninger til mit hold, og hvis det er et problem for nogle af mine konkurrenter, så er det på dem. Specielt på det seneste har mange af spillere vist mig respekt og fortalt mig, ansigt til ansigt, at de synes jeg er en fantastisk leder.
Woodenlung spørger:
Hvorfor er din mor så perfekt?
Hun er fantastisk og 40 år ældre end mig - og alligevel forstår hun Counter-Strike bedre end mange. Det har ikke altid været nemt, at det kun har været mig og hende, men hun har givet mig en mentalitet om aldrig at give op og altid kæmpe, for det du elsker.
Det gjorde hun selv i mange, mange år, hvor det var svært at få pengene til at række. Hun har arbejdet meget over. Jeg blev passet hver anden weekend, fordi hun skulle arbejde. Det vigtigste for hende var, at sikre sig at jeg var glad og havde de samme muligheder, som de andre børn.Og så er mit følelsesladede gemyt helt sikkert fra hende. Hvis I synes, at jeg har let til tårer, så... LOL.
Vamseyo spørger:
Hvem er den mest irriterende AWP'er at spille mod?
Det kommer lidt an på dagen, og hvordan du definerer 'irriterende'. sh1ro og Jame kan være irriterende, fordi du aldrig møder dem, de er stabile, de tager ikke mange chancer, og de laver ikke mange fejl.
s1mple er nok stadig det bedste svar, for han vinder kampe for sit hold. Han finder altid en måde at gøre sig gældende.
Heroic_gg spørger:
Hvem er den bedste "aimer" i Heroic?
Mekanisk er det nok TeSeS. Vi taler en del om de "svære peeks", hvilket er noget, som han er en af de allerbedste til. Jeg synes til gengæld, at alle mine fire riflere har hver deres kvaliteter. Jeg synes f.eks., at stavn er bedre til at bruge vinkler og objekter, osv.
GetsPaid spørger:
ZywOo eller s1mple?
s1mple.