
Nu skydes slutspillet i gang
Nu er dagen kommet, hvor de to finalister i POWER Ligaen Sæson 21 skal findes, da slutspillet skydes i gang i dag.
Her skal der først spilles to kvartfinaler, som står mellem nummer tre, fire, fem og seks i grundspillet.
Nummer et og to er derimod sikret en plads i semifinalerne, hvorfor de to hold først skal i kamp senere i dag, når de to kvartfinaler er afgjort.
Den første kvartfinale skydes i gang klokken 11:00, hvor Flames Ascent og CEPTER BITSKINS skal affyre virtuelle skud mod hinanden.
Holdene har mødt hinanden to gange i løbet af grundspillet, hvor CEPTER BITSKINS startede med at vinde 16-12, mens det seneste møde endte i en afklapsning, hvor Flames Ascent vandt 16-5.
I den anden kvartfinale, der starter umiddelbart efter Flames Ascent og CEPTER BITSKINS er færdige, står Tricked og Atlantic over for hinanden.
Tricked opererer med et af ligaens største budgetter og med spillere som Nodios og Lucky på holdkortet er der ikke nogen tvivl om, at Tricked er store favoritter til at sejre og skyde sig videre til semifinalen.
Vinderen af Flames Ascent og CEPTER BITSKINS møder MASONIC, mens Astralis Talent skal forberede sig på at møde vinderen mellem Tricked og Atlantic.
Kampene bliver sendt på dansk på TV2 PLAY, og streams på andre sprog kan findes på kampsiderne her på Dust2.
Holdene kæmper om følgende præmiepulje:
-
1. plads: 65.000 kr.
-
2. plads: 10.000 kr.
-
3.-4. plads: 2.500 kr.
-
3.-4. plads: 2.500 kr.
Finalen spilles lørdag aften klokken 20:00 på Anarkist i Odense, hvor du stadig kan nå at få billet til. Hvis du ikke kan være fysisk til stede, kan finalen ses på TV2 PLAY.