Fra venstre er det: Hansi, FeZ, Inspire, buNNy, Speedy. Foto: Copenhagen Flames

Brækkede håndleddet: Nu står han i kvartfinalen

Tirsdag står Flames Ascent i POWER Ligaens kvartfinale, og det har været en lang rejse hertil for særligt Inspire.

Tirsdag formiddag skydes POWER Ligaens slutspil i gang, når Flames Ascent møder CEPTER BITSKINS i kvartfinalen klokken 11:00.

Flames Ascent endte på en flot fjerdeplads i Ligaens grundspil. Det er dermed også en yderst godkendt sæson i Flames-lejren, hvor målene for sæsonen var sat noget lavere.

Det vigtigste i grundspillet var, at vi udviklede os, og at vi overlevede i Ligaen. Så målet er egentlig allerede nået, fortæller Flames Ascent-spilleren Inspire.

Nu er spørgsmålet blot, hvor langt Copenhagen Flames' akademihold kan gå. Ifølge Inspire kan de i hvert fald nå semifinalen. Det kræver en sejr over CEPTER BITSKINS i en bedst-ud-af-tre.

Jeg tror, vi har fine chancer mod CEPTER. Jeg vil mene, at vi er det bedre hold lige pt, især med deres udskiftninger. Jeg synes egentlig, at vi er godt forberedte på Bo3. Så vi har en god tro på det. I hvert fald i mod CEPTER BITSKINS.

Flames Ascent slog CEPTER BITSKINS med intet mindre end 16-5 i grundspillet i en af de sidste kampe, så Inspire har bestemt noget af have det i.

Skulle Flames gå videre til semifinalen, venter de forsvarende mestre fra MASONIC, og det bliver uden tvivl en svær kamp.

Man ved ikke rigtig, hvad man skal forvente, fordi de er Ligaens bedste mandskab. Så man må bare ind og prøve at gøre sit bedste og spille sit spil og så se, hvad det bringer.

MASONIC er dog ikke helt usårlig, da de for en uge siden tabte finalen i Energive Cup til Astralis Talent. Et nederlag, der kom bag på Inspire.

MASONIC har spillet rigtig godt, så jeg havde ikke lige regnet med, at Astralis Talent kunne slå dem, indrømmer Inspire, der dog stadig ser MASONIC som favoritter.

Fra brækket håndled til toppen af Ligaen

Denne sæson af POWER Ligaen har været særlig god for Inspire, der er Flames Ascents bedst ratede spiller i grundspillet, hvor han havde en række fænomenale kampe.

Han var blandt andet flyvende i flammernes 16-2-sejr over Atlantic.

En af forklaringerne på Inspires gode præstationer er, at buNNy har overtaget rollen som ingame leader.

Når man ikke caller, så får man noget mere frihed. Man skal kun fokusere på sit aim og sit spil. Jeg har nogle gode roller og nogle gode holdkammerater, der støtter mig og sætter mig op, så jeg kan skyde folk. Det er en blanding af det hele, fortæller Inspire.

En flot holdpræstation, der ender med en fjerdeplads i grundspillet, og en solid individuel præstation vidner om, at Inspire er tilbage og kommet for at blive. Det lå dog ellers ikke umiddelbart i kortene, da Inspire i 2019 pådrog sig en betydelig skade.

Jeg havde ikke turde at drømme om, at jeg ville komme så langt, som jeg er kommet nu. Ikke at det overhovedet er nok, for jeg skal endnu længere! 2019 og 2020 var nogle svære år. Jeg brækkede håndleddet og troede ikke rigtig, at jeg skulle komme tilbage til Counter-Strike.

Inspires brækkede håndled skulle opereres, men det blev udskudt grundet coronapandemien. Der gik mere end et halvt år, før håndleddet blev opereret, og selvom Inspire godt kunne spille med det skadede håndled, kunne han ikke spille på et hold.

Efter operationen ventede nemlig måneder med gips og genoptræning. Herefter stod det dog klart, at skaden ikke skulle blive enden på Inspires Counter-Strike karriere.

Da min hånd begyndte at blive lidt bedre, og gipsen var af, kunne jeg sidde og hygge mig lidt med noget Counter-Strike. Det var kærligheden for holdspil og Counter-Strike i det hele taget, der gjorde, at jeg bare skulle tilbage.

Det skal siges, at jeg selvfølgelig var nervøs omkring mit håndled, da jeg brækkede det og op til operationen. Jeg vidste ikke, om jeg ville kunne spille mere. Men det kunne jeg godt. Det sagde lægerne i hvert fald, og jeg har aldrig haft nogen problemer med det.

Herfra gik det stærkt. Inspire stillede med IDK-holdet i POWER Ligaens 1. division, hvor de sikrede oprykning. Næste sæson repræsenterede han HeroC1ty i POWER Ligaen, som sidenhen blev til Linx Legacy.

Inspire og Linx Legacy sikrede akkurat overlevelse i sidste sæson af POWER Ligaen. En sæson senere tørner den 22-årige nu ud for Flames' helt nye talentprojekt og ligger i toppen af tabellen i Danmarks stærkeste liga.

Det har altså været noget af en rejse det seneste år, hvor Inspire også har fået lov til at spille med Copenhagen Flames' førstehold.

Jeg synes, det var mega fedt at være på førsteholdet. Den måde, de kommunikerede på og tænkte spillet på var helt anderledes, end man er vant til. Man lærer rigtig meget, som man selv kan tage med individuelt men også til holdet. Forhåbentlig kan vi blive endnu bedre, end vi er lige nu, og så må vi se, hvad tiden bringer.

Flames Ascents kvartfinale kamp mod CEPTER BITSKINS vises tirsdag fra klokken 11:00 på TV2 Play.
Flames Ascent består af:

  • Danmark Inspire

  • Danmark buNNy

  • Danmark Speedy

  • Danmark FeZ

  • Danmark Hansi
    --

  • Danmark ko5te (coach)

#1(Med 1 svar)
13. december 2022 kl. 09:34
PERCY
Vinder af Dust2 Masters
Støttet Dust2.dk med 3 julekugler i 2019
Nogen fra d2 som kan forklare mig, hvorfor det hele skal afvikles på 1 dag?
Altså kl 11 på en hverdag, kunne det ikke lade sig gøre at have 2 kampe 17 og 20 over 2 dage? Det ville vel også give flere viewers. Der jo ikk nok penge på det her niveau til alle hold er fuldtids.
#2(Med 0 svar)
13. december 2022 kl. 09:37
Sander
DPL Admin
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
Guld Sæsonkort Sæson 17
Det er den aftale, der er indgået med TV2, for det passer bedst ind i deres planlægning, når de alligevel tænder op for studiet osv. Det er jo netop derfor, at kvart- og semifinaler ligger dagen før, en stor turnering som TV2 sender, og finalen ligger i forbindelse med finalen til selvsamme turnering. Lige denne gang er finalen så en undtagelse, da BLAST's program og VM-finalen på søndag gjorde, at vi skulle starte den kl 7 om morgenen, hvorfor vi blev enige om, at det var bedst at rykke til lørdag.
#3(Med 0 svar)
13. december 2022 kl. 13:06
zagal
Hva satan.. troede lige det var en nyhed med k0nfig :D
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.