
Medie: Sadokist smadrede TV og råbte af ESL-chef
Det kom i weekenden frem, at Sadokist ikke længere skal sidde bag mikrofonen ved majoren i Rio, efter en hændelse i sidste uge.
Her skrev Dust2.us i første omgang, at Sadokist skulle have været så beruset, at der opstod skænderi på spillerhotellet, og at der måtte tilkaldes udrykningskøretøjer, dog uden at det var nærmere specificeret.
Smadrede TV
Nu kan mediet dog lægge mere til den fortælling.
For flere kilder har til Dust2.us bekræftet forløbet, og her skulle Sadokist angiveligt have været på en bar, hvor han fik mere end rigeligt indenbords.
Herefter skulle den 33-årige canadier være taget til spillerhotellet, hvor han gik ind i et af hotellets balsale.
Her har ESL sat en række PC'er op, så kommentatorer, eksperter, værter og interviewere omkring streamen kan spille, når de har fri.
Men Sadokist var tilsyneladende ikke interesseret i at øve hverken smokes eller movement.
For ifølge Dust2.us kom kommentatoren i et skænderi med en gruppe personer, som var ved at filme noget materiale for Gaules og FURIA, og her skulle Sadokist have kastet noget efter gruppen.
Herefter tog det fart, og i løbet af skænderiet mellem Sadokist og gruppen smadrede Sadokist et TV inde i balsalen.
ESL-boss trådte til
Det fik personalet til at tage affære, og ifølge Dust2.us' kilder trådte Michał 'Carmac' Blicharz, der er ESL's VP of Product Development og dermed en af de højere herrer, til for at få løst situationen.
Det lykkedes dog ikke for Carmac at få talt Sadokist til ro og i stedet endte det med, hvad Dust2.us kalder "en råbekamp" mellem Sadokist og ESL-bossen, før politiet ankom til hotellet.
Ifølge mediet blev Sadokist fyret på stedet, og ESL sendte ham med det første fly ud af Rio.
I stedet for Sadokist er Anders Blume trådt til som kommentator resten af majoren.