
'Hype Train' i Rio
Nu er der under en uge til, at startskuddet går til majoren i Rio de Janeiro.
Det kan man også fornemme i bybilledet, hvor de metro-linjer, der kører forbi slutspillets lokation, Jeunesse Arena, nu prydes af bl.a. s1mple, fer, FalleN, coldzera, KSCERATO, ELiGE, Twistzz og ZywOo.
Danmark er det land med flest spillere ved majoren, men øjensynligt er der ingen af dem, der figurerer på metroens sider ud fra de billeder og videoer, der er lagt op af togene.
Til gengæld er det gamle SK og Luminosity holdkort stærkt repræsenteret med både FalleN, fer og coldzera. Spillerne vandt sammen med TACO og fnx to majors - et under hver organisation.
Der skal nok blive gang i den, hvis Brasilien får et af deres hold med til slutspillet i Jeunesse Arena. Det store sambaland har tredjeflest aktive spillere i CS:GO i verden, kun overgået af Rusland og USA.
Målt på spillere per en million indbyggere er det derimod Danmark der topper listen.





















