
Tricked henter Nodios
Trickeds holdkort er igen oppe på fem spillere, da holdet netop har præsenteret Nodios som den femte og sidste spiller.
Han skal erstatte kiR, der blev bænket tidligere på måneden efter over to år som Tricked-spiller.
Nodios har senest været en del af TITANS sammen med spillere som MSL og oskar, men holdet blev aldrig en succes, hvorfor det hele faldt fra hinanden for et par uger siden.
Det åbner op for, at Nodios nu kan vende hjem til et dansk hold, og her har Tricked set muligheden for at få fat i en spiller, som især er god til at kommunikere og tage styringen.
Det, vi ser i ham, er en spiller, der vil give alt for holdet og for at vinde, som kommunikerer rigtig godt og tager styring, hvis nødvendigt, og sidst, men ikke mindst har han masser af firepower, siger Trickeds sportsdirektør, rizc, og fortsætter:
Derudover er det for mig en spiller, jeg tidligere har arbejdet med, på et af mine tidligere hold, og allerede der - relativt tidligt i hans udvikling - havde alle tegnene på at blive en klassespiller og ikke mindst en person, man kan stole på. Det er et vigtigt karaktertræk, som alle nuværende, og tidligere, spillere i klubben har.
Nodios får ikke mange dage til at træne med Danmarks sjette bedste hold, inden han bliver kastet for løverne, da han får debut i aften.
Det sker i en dansk duel, hvor Tricked møder Copenhagen Flames i gruppespillet i CCT North. Vinderen er sikker på at gå videre til slutspillet, mens taberen får en chance mere senere på ugen.
Tricked består nu af:
-
IceBerg
-
Lucky
-
kwezz
-
PR1mE
-
Nodios
-
Winspai (Coach)
-- -
kiR (Bænket)
Du kan se Trickeds præsentation af Nodios på holdets Twitter-profil.