
TV 2-redaktør sætter ord på Astralis-fraværs betydning
Søndag blev deltagerlisten til Majoren i Rio komplet, og dermed står det også endegyldigt klart, hvilke hold vi får at se, når turneringen skydes i gang 31. oktober.
Blandt de største overraskelser er Astralis, der fredag i sidste uge blev slået ud af forZe og dermed ikke skal til majoren - for første gang i organisationens historie.
Astralis har ellers længe været den helt store publikumsdarling for de danske fans, og esportsredaktør hos TV 2, Kasper Alstrup, anerkender da også, at Astralis' fravær gør majoren til en anden oplevelse.
Det bliver selvfølgelig en anderledes oplevelse, men det tror jeg, at det gør for alle på Counter-Strike scenen, da vi vel alle – herunder også vi og vores seere - er vant til at opleve Astralis som et hold, der, i hvert fald de seneste år, har været mere eller mindre selvskrevet til alle majors.
Igen flest danskere
Endnu engang er Danmark det land, der har flest spillere med til majoren, da der denne gang er 17 danskere med til majoren. Næstflest er Rusland og Brasilien, der hver har 15 repræsentanter.
Og netop det, at der alligevel er mange danskere med i Rio, gør, at esportsredaktøren peger dog på, at der også kan være positive ting i, at Astralis ikke er der til at forsvare den danske fane.
Showet kører hastigt videre, og vi har heldigvis rigtig mange andre danskere, der har formået at kvalificere sig, som vi glæder os til at følge.
Jeg tror måske, hvis man skal prøve at se positivt på, at Astralis ikke kvalificerer sig, at det giver muligheden for, at de andre danske hold og spillere i majoren får mulighed for at træde frem på scenen og indtage en større plads i bevidstheden hos i hvert fald de danske Counter-Strike fans.
Vi fornemmede allerede i vores udsendelser lørdag, at opmærksomheden og interessen fra seerne rettede sig mere mod de danskere, der stadig kæmpede for avancement i RMR’en.
Svært at spå om seertal
Astralis' popularitet har i de seneste mange år været stigende, og ifølge Kasper Alstrup skal man ikke underkende den danske organisations popularitet - ikke mindst effekten af det på seertallene.
Men han slår samtidig fast, at det er svært at sige noget om, hvorvidt Astralis' fravær får betydning for den kommende majors seertal på TV 2.
Hvordan det påvirker seertallene, er rigtig svært at spå om. Det betyder altid noget, at så mange danskere som muligt er med i de store turneringer, men man skal nok ikke være blind for den appel og fanskare, en klub som Astralis har opbygget i kraft af deres resultater siden 2016, så jeg er sikker på, at de danske fans vil savne dem ligesom de også vil savne HooXi og G2.
Jeg tror i højere grad, at det vil påvirke tallene negativt, hvis samtlige danskere crasher ud tidligt i turneringen, fordi det er klart, at danskere dybt inde i playoffs altid trækker opmærksomheden op. Men vi har heldigvis en del af vores seerbase, der også bare er inkarnerede fans af Counter-Strike og ser med uanset hvilke hold, der sidder på serveren, så vi glæder os til at broadcaste majoren uanset hvad, siger Kasper Alstrup, esportsredaktør hos TV 2.
Majoren i Rio skydes i gang den 31. oktober med Challenger Stage, inden Legends Stage venter den 5. november. Slutspillet afvikles fra 10. november, og finalen løber af stablen den 13. november.