
Danskere jagter slutspillet
Der er billetter til slutspillet på højkant, når holdene i Elisa Invitational Fall-gruppespillet tørner sammen tirsdag formiddag.
Her skal de første hold nemlig sendes videre til slutspillet, og med i førerfeltet er Sprout og MASONIC, der ligesom BLUEJAYS og Bad News Eagles foreløbig har en 2-0-score i swiss-stadiet.
Det kan udvikle sig til en særdeles god dag for dansk CS:GO, da de to danskerhold ikke står overfor hinanden og derfor begge to kan booke billet til slutspillet.
For Sprouts vedkommende hedder modstanderen Bad News Eagles, som de ikke tidligere har mødt med det nuværende holdkort, hvor Zyphon og refrezh også er på.
Ikke desto mindre skal Sprout forsøge at bringe samme niveau, som sikrede dem sejre over henholdsvis Hotspurs og SAW tidligere i swiss-stadiet.
Flyvende nordmakedonere
MASONIC's modstander er nordmakedonske BLUEJAYS, der inden dagens kamp har vundet syv kampe i streg, heriblandt over Sashi og Into the Breach.
For MASONIC's vedkommende har de slået Sinners og Finest for at stå i dagens kamp om avancement, og en sejr i opgøret mod BLUEJAYS vil unægteligt være en skalp af de helt store at tage.
Begge opgør skydes i gang klokken 11:00.