
Øger præmiepuljen til majoren
9,6 millioner kroner.
Så meget bliver der nu spillet om til IEM Major Rio, efter majoren har fået tilføjet yderligere 1,9 millioner kroner til præmiepuljen.
Dermed følger majoren i Brasilien med BLAST-majoren i Paris i 2023, da også sidstnævnte kommer til at byde på en større præmiepulje end normalt.
De sidste seks års majors har nemlig haft en præmiepulje på mellem 6,7 og 7,3 millioner kroner, men denne trend ser altså ud til at være ovre nu, idet de næste to majors kommer til at have en forhøjet præmiepulje.
Pengene, som bliver tilføjet majoren, kommer dog ikke ud af det blå.
Der sker i stedet en omrokering af andre ressourcer, idet pengene kommer fra IEM Road to Rio-præmiepuljen plus yderligere 77.000 kroner.
IEM skriver yderligere, at de ekstra penge går til, at de hold, som slutter på 17.-24. pladsen nu sikrer sig 77.000 kroner i præmiepenge, mens de resterende bliver fordelt på 2.-16. pladsen.


















